
Neestrup: Perfekt resultat, men ikke en perfekt præstation
”Det var et perfekt resultat, og jeg synes jo, at vi vinder fortjent, men det var langt fra en perfekt præstation,” sagde Jacob Neestrup efter 2-0-sejren over Vejle, som blev grundlagt på to mål i den første halve time af Lukas Lerager og Jordan Larssson.
”Vi var for sløsede på deres lange bolde, og vores restforsvar var heller ikke helt på plads, og så gav vi alt for mange hjørnespark og dødbolde væk, så vi gav dem mulighederne til at score, men ikke mange helt store chancer. Så i sidste endte vandt vi jo alligevel forholdsvis komfortabelt.”
”Der var jo også gode ting at tage med, vi havde flere gode omstillinger, det gav blandt andet 2-0-målet og kunne have givet flere. Og så har Vejle altså også bare et spændende hold med mange dygtige og boldsikre fodboldspillere.”
”Men det er typisk sådan nogle kampe, der kommer midt i den her periode med europæiske kvalifikationskampe, hvor vi er nødt til at rotere lidt for at komme gennem det tætte program. Det kan godt bryde rytmen lidt, men vi vinder vores kampe, og det er i sidste ende det vigtigste. Det gjorde vi ikke altid sidste år i den her type kampe,” lød det fra cheftræneren, der nu kan se tilbage på 11 sejre og én uafgjort i de seneste 12 kampe.