Jess Thorup

Thorup: Vi skal fastholde intensiteten i spillet

”Vi skal fastholde den intensitet i vores spil, vi har haft de seneste tre kampe, hvor vi har leveret gode præstationer både internationalt og i 3F Superliga."

Sådan indleder Jess Thorup sin optakt til søndagens udekamp mod FC Nordsjælland klokken 16.00. En kamp, der kommer på bagkant af en intens Champions League Play-off kamp mod Trabzonspor.

"Vi er glade og stolte over, at vi lykkedes med at kvalificere os til Champions League, men alt fokus er på at slå FC Nordsjælland, for vi har et mesterskab, vi skal genvinde," understreger Thorup.

"Det kræver, at vi sammensætter en lang række gode kampe, og derfor betyder det meget for os alle, at vi leverer godt søndag igen.”

Senest vandt vi 5-1 i Farum, men Thorup ser fremad og ikke bagud:

”Det er en ny kamp, og FC Nordsjælland er startet flot i Superligaen, så vi har stor respekt for den opgave og modstander, der venter os," siger han.

"Vi ved, at man kan komme til at være et skridt bagefter på kunstgræsset, hvis man ikke er 100 procent til stede både med og uden bold. Vi ved dog også, at vi har spillerne til at tage fat i spillet, så målet for os er at dominere kampen, og det skal vi også gøre i de perioder modstanderen har bolden.”

Jess Thorup ved også, at hans hold måtte fighte sig gennem en hård og meget varm kamp onsdag aften i Tyrkiet.

”Vi har haft mulighed for at hvile dem, der havde brug for det, og de har kunnet fylde tanken igen de seneste dage, så de kan spille en rolle igen søndag."

"Der er masser af kvalitet hele vejen rundt, og vi har mange sultne spillere, der alle vil vise, hvad de kan. Alle har masser af lyst til at spille, så jeg står med nogle positive valgmugliheder om startopstillingen."

"Men vi skal huske, at det langt fra kun er de 11 startende, der spiller vigtige roller i kampene. Vi har mange, der kan komme ind og gøre en forskel, som vi har vist på det seneste,” slutter Jess Thorup.