Jens Stage
Mikkel Kaufmann
Ragnar Sigurdsson højt til vejrs
Bryan Oviedo
Stephan Andersen

2-0 over OB i Reserveligaen

Indtil september sidste år havde vi ikke vundet en reserveligakamp i mands minde, men nu har vi vundet fire af de seneste fem og spillet den femte uafgjort. Ikke at det betyder alverden, for det er jo kun en organiseret træningsturnering for en blanding af førsteholds- og U19-spillere, but still... man går jo altid på banen for at vinde!

I dag indledte vi med otte førsteholdsspillere, hvor det mest glædelige var, at både Jens Stage og Ragnar Sigurdsson var klar til kamp og spillede henholdsvis en time og en halvleg.

Allerede efter et par minutters spil blev Kaufmann flæsket i feltet af en fynbo i feltet, og mens han ømmede sig bag mållinjen, sendte Stage bolden i nettet fra 11 meter-pletten og fjernede måske også lidt af pletten fra sidste uge, hvor tre af holdkammeraterne misbrugte mod Norrköping.

Stage lå i øvrigt på højre kanten i dag, mens Thomsen havde Jacob Haahr som makker på den centrale midtbane, hvor Alexander Hjælmhof vist ellers var tiltænkt pladsen, men måtte sent afbud på grund af sygdom.

OB startede med fem fra førsteholdstruppen, mens resten af truppen kom fra deres succesfulde U19-årgang, der suverænt fører U19-ligaen og kun har sluppet fire mål ind i 12 kampe. Men de havde det svært mod Nelsson & Ragnar, som regerede suverænt i midterforsvaret, og Grytebust havde ikke meget at se til i den time, han fik på banen.

Allerede efter ti minutters spil var Kaufmann tæt på at øge, da han afsluttede tæt forbi på et fladt Bartolec-indlæg, men siden kom gæsterne bedre med i kampen, der blev mere lige og jævnbyrdig. Det var dog stadig os, der var farligst i offensiven, og kort før den halve time var det igen tæt på, at Kaufmann noterede sig for sin første FCK-scoring, da han kastede sig frem til et Stage-indlæg og headede lige over.

To minutter før pausen fordoblede vi helt fortjent føringen efter et fint opspil fra Thomsen til Victor Kristiansen og Jens Stage, der endte med at spille den fremstormende Oviedo fri i venstre side, hvorfra han med et tørt, fladt hug sendte bolden i nettet ved forreste stolpe.

OB's Max Fenger nåede at sende fynboerne første forsøg afsted inden for målrammen, men det voldte ikke Grytebust problemer at sikre pausestillingen 2-0.

Se målene her:


Som nævnt udgik Ragnar, der ikke havde spillet siden Halmstad-kampen inden træningslejren, i pausen, og det samme gjorde Kaufmann, og i stedet rykkede Haahr ned i forsvaret, Stage rykkede ind centralt og Jonathan Canto kom ind på højre kanten, mens Muamer Brajanac kom ind i angrebet.

Muamer havde vores første afslutning med et hovedstød tæt forbi, og vi dominerede fortsat spillet uden at det dog blev til de helt store chancer. Efter en time kom den næste planlagte bølge af udskiftninger, der bl.a. gav Stephan Andersens hans første kamp efter hans akillesskade i Herning i foråret.

I marken spillede vi nu med ni U19-spillere: Ludvig Henriksen, Nelsson, Haahr, Victor Kristiansen - Gabriel Johansen, Canto, William Maretti, Ali Almosawe - Bøving, Brajanac, og samtidig begyndte OB også at skifte flittigt ud.

De mange udskiftninger præger altid disse kampe (senere sendte vi også Tobias Pedersen ind for Bøving), og bortset fra et par forsøg fra Maretti og Tobias Pedersen, så kom vi ikke til noget særligt, og Stephan tog sig af de få gange, OB var oppe og true lidt i vores felt.

Dermed sluttede vinterens sidste forberedelseskamp med en 2-0-sejr, og nu glæder vi os bare, til det bliver alvor i Esbjerg på fredag. U19-spillerne må dog lige vente et par uger, inden de indleder U19-ligaforåret i slutningen af måneden.

 

MATCHFACTS
Mandag den 11. februar 2020, kl. 13.00 på Nummer 10
F.C. KØBENHAVN-OB 2-0 (2-0)
3.: 1-0 Jens Stage, str.
43.: 2-0 Bryan Oviedo
Ca. 100 tilskuere. Dommer: Jonas Hansen

13 Sten Grytebust (61.: 1 Stephan Andersen) – 17 Karlo Bartolec (61.: 36 Ludvig Henriksen), 25 Victor Nelsson, 27 Ragnar Sigurdsson (46.: 38 Jonathan Canto), 19 Bryan Oviedo (61.: 40 Ali Almosawe) – 6 Jens Stage (61.: 55 Gabriel Johansen), 8 Nicolaj Thomsen (61.: 54 William Maretti), 44 Jacob Haahr, 34 Victor Kristiansen - 42 William Bøving (76.: 35 Tobias Pedersen), 29 Mikkel Kaufmann (46.: 52 Muamer Brajanac)


>> Se forårets reserveligaprogram her