Long-read: Michael Santos
Før jul talte FCK TV med Michael Santos om hans opvækst i Uruguay, hans fodboldkarriere i Uruguay og Spanien og om hans første tid i F.C. København på og udenfor banen. Her får du interviewet i sin helhed.
”Hvordan var din opvækst, og hvornår begyndte du at spille fodbold?”
”Jeg begyndte at spille fodbold, da jeg var 5 år. Man begynder at spille fodbold som helt ung i Uruguay. Derefter tog jeg til hovedstaden Montevideo, da jeg var 15 år, og der var jeg to år som professionel med førsteholdet, indtil jeg var 17 år. Derefter og indtil jeg var 23 år spillede jeg for River Plate fra Montevideo."
"I 2015 blev jeg udtaget til de Panamerikanske Lege, hvor vi vandt guld, og efter det blev jeg udtaget til A-landsholdet. I 2016 spillede vi for første gang med River Plate i en international turnering, Copa Libertadores. Det var første gang i klubbens historie, at man deltog, og heldigvis var jeg en del af det.”
”Malaga købte mig et halvt år senere, og det var mine første oplevelser uden for Uruguay, da jeg tog til Spanien og var et år i Sydspanien. Derefter tog jeg til Sporting Gijon i det nordlige Spanien, og herefter var jeg udlejet i et år til Leganés.”
”I år havde jeg brug for at skifte til et nyt land, lære en anden slags fodbold at kende, et nyt sprog, et nyt perspektiv, som der er i Danmark. Og nu er jeg her.”
”Hvordan var det at vokse op i Montevideo?”
”Jeg er fra Pando i provinsen Canelones lidt uden for Montevideo. Vores opvækst var fattig, og min mor skulle sælge mad for at overleve og for at kunne give os mad. Mine brødre og jeg gik fra hus til hus og solgte mad, som hun tilberedte. Vi gik også i marken for at skære træer til at sælge som brænde til naboens komfur."
"På den måde overlevede vi dag for dag i et fattigt kvarter, hvor man må arbejde og arbejde godt. Det var mere eller mindre min barndom. Det er de værdier, som jeg sætter pris på i livet, især når man forlader Uruguay og tager til Europa.”
”Mange spørger sig selv, hvorfor Uruguay eksporterer så mange dygtige fodboldspillere. En gang imellem må man kigge fremad og forsøge at udnytte mulighederne, og sådan tror jeg, at de fleste fra Uruguay definerer sig. Man må udnytte chancen."
"For eksempel på banen, der må man ikke miste bolden. Hvis man bliver skadet i anklen, må man videre. Sådan ser jeg os, vi er stærke og nogle fightere, og derfor tror jeg, at vi udnytter muligheden."
"Når man er en lille dreng med begrænset økonomi og får muligheden for at ændre sit liv og sin families liv, er det meget tilfredsstillende. Når de i Uruguay taler om mig, når familien taler om mig, der hvor jeg voksede op, og efter at jeg havde ofret mig så meget som barn, så er jeg virkelig stolt over, hvad jeg har opnået."
"Kan man som fodboldspiller bruge den mentalitet, det giver at komme fra et miljø med begrænset økonomi?"
”Ja, det er en fordel for os. Jeg tror, det kommer fra opvæksten og de dårlige ting, som er sket. Jeg tror de fleste fodboldspillere har det sådan, men ikke alle.”
”Hvem var dine forbilleder på fodboldbanen? Og hvorfor?”
”Da jeg var lille, havde jeg idoler som Alvaro Recoba, 'El Chino', der virkelig havde sine moments, da han spillede for Inter. Når du så småt bliver ældre, er du mere opmærksom på de dygtige spilleres potentiale. Luis Suárez, Diego Forlán og Cavani, de tre blev jeg fan af senere, både ud fra deres potentiale, men også fordi de kom fra Uruguay. Og selvfølgelig fordi de er og var enormt dygtige angribere.”
”Har I samme spillestil?”
"Ja, vi uruguayanske angribere forsøger at være foran og give den 100% i hver enkelt kamp, og der er ikke noget, der hedder at miste bolden. Vi forsøger at få de små fordele, som vi har lært, lige fra vi var små. At man aldrig må ende med at være skakmat. I Uruguay spiller man i gaderne, og det er nok derfra vi har den "snuhed", som vi har i os, og som vi tager med på banen.”
”Hvordan var din tid i Spanien?”
”Mit første år i Málaga var hårdt for mig. Det er en anden slags fodbold end i Uruguay, og jeg havde svært ved at tilpasse mig. I mit andet år, hvor jeg var udlejet til Sporting Gijón, kom jeg til gengæld godt i gang og scorede 17 mål på et år. Året efter i Leganés var jeg nødt til at gennemgå en operation i lysken, og derefter var min træner kommet på andre tanker, så jeg fik ikke lige så meget spilletid."
"I år besluttede jeg så at tage til FCK, og for at være ærlig føler jeg mig virkelig godt tilpas. Jeg føler, at jeg har den samme energi, som jeg havde i mit andet år i Spanien, der som sagt var mit bedste år! I hvert fald har jeg kontinuitet og med tilliden fra træneren, tror jeg, at det hele bliver rigtig godt.”
”Hvorfor valgte du at tage til København?”
”Allerede da jeg var i Sporting, var FCK interesserede, men min agent og jeg valgte en anden mulighed, Leganés, som dog ikke gik så godt. Da FCK vendte tilbage i 2019, valgte vi at tage hertil for at få kontinuitet, og fordi træneren har tillid til mig. Jeg tror, at tillid er meget vigtig for alle spillere. Men også selv om man ikke spiller så meget, skal en fodboldspiller altid være 100 % klar. På et eller andet tidspunkt får du muligheden, og den skal du udnytte.”
”Hvordan har din første tid i klubben været?”
”Sproget er svært for mig, også engelsk, og dansk virker umuligt at lære! Det er meget svært for mig, men klubben har skaffet en engelsklærer, så nu forstår jeg en smule mere og kan i det mindste kommunikere med mine holdkammerater. Ikke så meget, men de forstår den smule jeg kan, og det gør det meget nemmere. Og det går lidt bedre dag for dag og kamp for kamp."
"Hvis jeg ikke forstår, hvad der siges i dagligdagen eller i kampene, så oversætter Zeca, eller en tolk hjælper med at oversætte, hvad træneren siger. Træneren fortæller altid, hvad jeg skal gøre for at forbedre mig, og hvordan jeg kan hjælpe holdet. Det giver mig selvtillid, og jeg føler mig som en del af gruppen, at jeg er vigtig, og på den måde går det fremad.”
”Du har scoret flere mål allerede, hvordan synes du selv starten har været?”
”I de første kampe var jeg ikke i form, da jeg ikke havde spillet kampe i opstarten, kun 20 minutter. Alligevel følte jeg mig jeg mig rigtig godt tilpas, og jeg synes, at jeg viste det med assist, spilletid og mål.”
”Hvad betyder det for en angriber at få scoret hurtigt i en ny klub?”
”Ja, ærlig talt, så føles det rigtig godt, for det giver selvtillid for en angriber at score mål, når man kommer til et nyt hold. Man ved, at mange mennesker forventer meget af en. Det mindste man kan give fansene og klubben er, at gøre tingene godt. Jeg har den personlighed jeg har, og jeg synes, at jeg har opnået det.”
”Er det nemmere at falde til på et hold, hvis man scorer mål?”
”Ja, sådan er det på alle hold. Når du kommer til et nyt hold, er der store forventninger, og du skal vise dig frem med det samme. Jeg tror, det giver dig et ekstra plus. Jeg elsker at score mål, for uden mål føler jeg, at der mangler noget. I Uruguay forventes du at løbe, at presse, at hoppe, men med mål bliver det bedre, og det gør en spiller en smule mere komplet.”
”Hvordan vil du beskrive dig selv på banen?”
”Jeg forsøger at sætte mig 120% op. Jeg har for eksempel mange gange set danske modstandere, som mister en bold, mister to bolde, og derefter er de ude af kampen. Mister du en bold, to bolde, må du få fat i den tredje bold. Eller den fjerde eller den femte… Man skal altid ”empujando”, ”empujando”, ”empujando”. ”Empujando” er noget vi siger i Uruguay, som betyder, at man skal fremad. Du kan ikke stå stille, hvis en aflevering til dig er dårlig, eller hvis du ikke scorer. Scorer du ikke, må du være på 100% i den næste kamp. Jeg mener, at denne mentalitet er fundamental i fodbold. Du skal både have kvalitet og mentalitet, og jeg tror, at hovedet ”bestemmer” mest.”
”Hvordan er du udenfor banen?”
”Jeg er en karismatisk person, som altid laver sjov. Jeg kan ikke lide at være vred, men jeg har altid god energi - for min skyld og for mine holdkammeraters skyld og nogle gange er jeg meget temperamentsfuld. Uden for banen er jeg ikke så temperamentsfuld, jeg laver stadig sjov med folk på trods af, at man ikke kan lave sjov med klimaet her., ha-ha... Jeg er faktisk ret rolig, sjov og glad.”
”A propos klimaet.... hvordan har du det så her i København?”
”Jeg fortrækker at være hjemme, se TV og spille Playstation, så jeg går ikke så meget ud. Jeg har været lidt ude med Guillermo (Varela, red.) og drikke kaffe inde i centrum, men jeg mangler at lære byen bedre at kende."
"Både min kæreste og min søn bor i Uruguay, så i pauserne tager jeg tilbage, og i januar flyver jeg tilbage sammen med dem til Danmark. Min kæreste, som ikke er min søns mor, har jeg været sammen med i fem år. Hun er en god partner, som tager sig af alting, efter jeg flyttede fra Uruguay til Europa. For hver dag bliver hun en større del af den udvikling, som jeg har haft som menneske. Det er meget svært at være væk fra mit land og fra min søn, men han er 8 år nu og forstår, at det er et arbejde, og at det er godt for hans fremtid, hvis det går mig godt."
"Det er hårdt at være væk fra ens kære, men jeg fortæller altid mig selv, at hvis de har det godt, får jeg det også godt. Man skal være mentalt forberedt på bedst muligt at løse de udfordringer, der kommer når man er langt væk fra Montevideo i et nyt land, hvor de ikke taler dit sprog.
”Da du scorede mod Lugano i Europa League, viste du et billede af din søn?”
”Ja, det var hans fødselsdag dagen inden. Vi spillede den 19. september, og hans fødselsdag er den 18. Jeg fik ham, da jeg var 18 år, og det var ikke noget hans mor og jeg havde planlagt. Men det er smukt at blive far som ung, og jeg var sammen med hans mor i fire år, hvorefter vi gik fra hinanden. Der var nogle problemer bagefter, og der skete meget, men inderst inde føler jeg mig som en god far. Jeg tog til Europa, da han var 5 år, men vores ferier passer ikke sammen, for han går i skole og har ferie på andre tidspunkter end mig. Men i januar kommer han på besøg.”
”Det har været smukt at blive far i en tidlig alder, og det kan man have stor glæde af, når man bliver ældre. Min søn er også vild med fodbold, og det ville være smukt, hvis vi kunne spille sammen en dag.”
”Giver det et andet syn på fodbold, når man bliver far i en tidlig alder?”
”Ja, jeg ser fodbold mere som et arbejde og ikke som en investering, som jeg gjorde da jeg var 18-19 år. Nu ser jeg det som et arbejde, hvor jeg gerne vil have det sjovt, og hvor jeg forsøger at vinde alt, for jeg kan ikke lide at tabe. Heller ikke på min Playstation!"
"Min dreng skal også nyde at spille fodbold, men han kan heller ikke lide at tabe. Han er 8 år, så han skal have det sjovt, nyde fodbold, spille med sine holdkammerater og konkurrere på en sund måde og ikke have tænke på at 'jeg vil være den bedste'."
"Jeg synes, det er en vigtig lektie for børn, at de kun skal koncentrere sig om at spille og ikke have de samme problemer som os ældre. Men ofte får de unge ”tildelt” samme problemer som de ældre. Børn er børn, og det skal de kunne nyde.”
"Hvordan oplever du stemningen i Telia Parken?"
”Ærlig talt, så er det meget anderledes, end det jeg kom fra. Jeg kom fra et lille hold i Uruguay, hvor der ikke er så mange fans. Jeg blev f.eks. overrasket over, at vi efter kampen hopper foran fansene. Det har jeg ikke oplevet før, og det er meget smukt. Det er nogle gode fans, som man kan mærke i kampene. Altså når man spiller på hjemmebane, og nogle gange også på udebane. Fordi tilskuerne er tæt på banen, er de virkelig med holdet.”
”Hvad forventer du at vise fansene i fremtiden?"
”Jeg kom her for at vise, at jeg vil vinde vigtige ting. Jeg ønsker, at man lærer mig at kende som en person, der ikke bare kom forbi uden at udrette noget, men overraskede folk og gav alt for holdet, og for at vi kan ligge så højt i tabellen som muligt."
"Jeg er ambitiøs, så jeg vil vinde alt det, vi deltager i. Der er pokalturneringen – den går vi efter. Der er ligaen – den går vi efter. Og der er Europa League – den går vi efter.”