Fuld fart på Kronborg Cup – vi er med igen i år

50 fodboldbaner, 500 fodboldhold og over 1000 fodboldkampe. Det er overskrifterne for Kronborg Cup, som igen i år har F.C. København som officiel samarbejdspartner.

Fodboldstævnet, som er Sjællands største, afvikles fra 10.-12. august i Helsingør, og der er allerede åbent for tilmelding. Vi opforder alle til at være med!

Ligesom sidste år vil F.C. København være tilstede under hele Kronborg Cup med blandt andet Team Leo og (hvis programmet tillader det) spillere fra Superliga-holdet.

Plads til alle
Kronborg Cup afvikles med Kronborg Slot som kulisse, og der er plads til drenge- og pigehold på alle niveauer i aldersgruppen 8-17 år.

Udover fodbolden kan de mange tusinde deltagere glæde sig til et brag af et åbningsevent på Kulturhavnen i Helsingør med musik, underholdning, fodboldkonkurrencer og aktiviteter.

Sund mad og gratis frugt
Kronborg Cup er et fodboldstævne, og fodboldspillere skal have sund mad. Derfor bliver der ikke solgt slik, sodavand og frituremad i boderne.

Til gengæld er der masser af sund og nærende mad at vælge imellem, ligesom der igen i år er gratis frugt til alle spillerne.

>> Læs meget mere om Kronborg Cup og tilmeld dit hold her

>> Se en film fra Kronborg Cup 2017 i playeren over artiklen.