Benny Johansens og Keld Kristensens første FCK-hold

F.C. København blev stiftet med virkning fra onsdag den 1. juli 1992 og spillede samme dag sin første officielle kamp, der fandt sted på Østerbro Stadion. Det var i den europæiske sommerturnering TOTO Cup, og schweiziske Grasshoppers blev besejret 2-1 på to mål af Søren Lyng.

Søren Lyng tiljubles af Jørgen Juul Jensen efter et mål mod Grasshoppers
I FCK's første kamp nogensinde har Søren Lyng scoret mod Grasshoppers og tiljubles af Jørgen Juul Jensen


Benny og Keld
I spidsen for holdet stod B 1903’s hidtidige trænerduo Benny Johansen og Keld Kristensen. Det blev besluttet allerede i november 1991 på et bestyrelsesmøde i det nystiftede selskab F.C. København – men det lå også i kortene, at 03’ernes succesfulde trænerduo ville få chancen. 

Begge havde en lang fortid som spillere i klubben, og de havde formået at afværge en katastrofal nedrykningstrussel i foråret 1991 og i stedet føre holdet op i Superliga-toppen i efteråret 1991. Her fejrede holdet også store internationale triumfer ved at eliminere Aberdeen og Bayern München.

Benny Johansen og Keld Kristensen før den sidste hjemmekamp mod AaB
Benny og Keld før 92/93-sæsonens sidste hjemmekamp mod AaB


Den første FCK-trup
FCK’s første spillertrup var også stort set identisk med B 1903’s hidtidige førsteholdstrup, der i foråret sluttede sæsonen med sølvmedaljer og en tabt pokalfinale til AGF. Den indeholdt en ideel blanding af erfarne profiler som Palle Petersen, Kenneth Wegner, Ivan Nielsen, Pierre Larsen og Michael Manniche samt yngre B 1903-talenter som Lars Højer, Diego Tur og Iørn Uldbjerg. Dertil kom KB-talenterne Martin og Michael Johansen samt Christian Lønstrup og den noget mere erfarne eks-KB’er Torben Piechnik, der i juni 1992 var med til at vinde EM med Danmark. 

Spillestilen var også B 1903’s indarbejdede 3-5-2-formation, der også blev FCK’s foretrukne i de første år. I 92-93-sæsonen – der kulminerede med mesterskabet i klubbens første sæson – bestod holdet af:

Målmænd
Palle ”Plankeværk” Petersen spillede alle kampe på nær to i foråret 1993, hvor Thomas Risum vogtede målet, mens Palle var skadet. Som tredjemålmand benyttede man i efteråret den unge KB-keeper Benny Gall, som dog først fik sin FCK-debut i 2002 efter i mellemtiden at have været rundt i en del inden- og udenlandske klubber. I foråret var den tidligere U19-landsholdsmålmand fra KB, Simon Goldschmidt, på bænken i de kampe, hvor Risum stod.

Årets FCK-spiller: Palle Petersen
Fanklubben kårede Palle Petersen som "Årets Spiller" i 1993

Forsvaret
Fra sæsonstarten var de foretrukne Brian Kaus, Kenneth Wegner og Ivan Nielsen. I foråret var Ivan Nielsen ude to måneder med en ledbåndsskade, men da var Diego Tur blevet klar efter at have misset hele efteråret på grund af den knæskade, han fik i pokalfinalen mod AGF i foråret 1991. Den unge eks-KB'er Nicolai Wael fik kun et par TOTO-kampe samt en Europa Cup-kamp ude mod Auxerre. 

Midtbanen
Anfører Pierre Larsen var første mand på holdkortet, når han var klar, og ellers bestod 5-mands-midtbanen normalt af en kombination af Lars Højer, Iørn Uldbjerg, Michael Giolbas, Christian Lønstrup, Jørgen Juul Jensen og Michael Johansen. Torben Piechnik - nybagt dansk europamester med en fortid i bl.a. KB - nåede syv kampe som "defensivt anker" foran forsvaret, inden han blev solgt til Liverpool.

Den unge eks-KB’er Morten Falch indledte sæsonen som ”kontrakttalent” i talenttruppen, men blev i løbet af efteråret en del af truppen og fik en del spilletid, ligesom Anders Bjerre – med en fortid i bl.a. AGF, KB og senest B 1903 – også fik en halv snes kampe fra start eller fra bænken. I vinterpausen kom wingbacken Carsten V. Jensen til klubben, men fik en knæskade i en træningskamp mod Trelleborg, som holdt ham ude hele foråret.

Pierre Larsen og Michael Manniche løfter DM-trofæet i 1993
Pierre Larsen og Michael Manniche løfter DM-trofæet


Angrebet
Michael Manniche gik i stykker efter bare to kampe og var ude et par måneder, men ellers var ”Manne” normalt den faste forward med Martin Johansen – eller Michael eller Søren Lyng – som den mindre og mere bevægelige med-forward.

Som alternativ ”tank-centerforward” havde man den tidligere Vejle-angriber Brian Rasmussen, men han nåede aldrig rigtig at bide sig fast, inden han pådrog sig en korsbåndsskade i oktober. Selv om hans kontrakt blev forlænget fra udløbet i december 1991 til sommeren 1992, nåede han ikke tilbage og spille for klubben igen.

Også Kenneth Birkedal, en tidligere Frem-angriber, var meget skadeplaget i efteråret 1992 og nåede kun en håndfuld optrædender, inden han forlod klubben i vinterpausen. I stedet hentede man Mark Strudal og Kim Mikkelsen til forårssæsonen. Strudal fik kun fem kampe, inden man ophævede hans lejeaftale, efter han offentligt havde brokket sig over at skulle sidde på bænken i en pokalkamp mod OB.

 

>> Læs mere om den første sæson i vores jubilæumssektion