Reaktioner fra Herning

Reaktioner fra Herning

Nicolai Boilesen
- Jeg synes egenlig, vi spiller en god 1. halvleg, men vi falder lidt sammen de sidste 10 minutter. Ved det første mål rammer den vist Erik på vejen og snyder Robin, men 2-2 er et flot mål, som han nok ikke laver mange af på en sæson. Derudover falder 3-2 målet mens Peter er skadet, og det er dumt, men det var ikke, fordi vi tog let på det. Jeg er glad for, at jeg nu har fået to hele kampe, og Brøndby-kampen var min første rigtigt intensive, hele kamp i to år. Der var jeg smadret mod slutningen, men i dag gik det bedre.

Andreas Cornelius
- Vi har jo vundet mesterskabet… så der mangler måske lige det sidste koncentration i dag. De har også en tredjeplads at spille for, så kampen var nok endnu vigtigere for dem. Motivationen er måske ikke helt i top for os i Superligaen, efter vi har vundet, men vi har en meget vigtig pokalfinale, som vi også vil vinde.

Mads Roerslev
- Jeg synes det gik lidt blandet, men det var også en svær kamp at komme ind i. Og så var det noget møg med resultatet. Men jeg var ikke nervøs, da jeg først kom på banen, man er næsten mere nervøs, når man sidder uden for og kigger på. Men nu må jeg bare hjem og klø på til træningen og være klar, hvis jeg får chancen igen.