Kampreferat: FCK vs. Gal

På en varm og solrig lørdag eftermiddag gav F.C. København og det tyrkiske storhold Galatasaray i dag hinanden kamp til stregen i semifinalen i Dunlopillo Summer Cup afviklet på Gladsakse Stadion.

Et chancemættet opgør fandt sin første målscorer i Zuma, der med sit saksesparksmål henledte tankerne på guldfinalen mod Brøndby for to år siden. Orhan Ak udlignede for Galatasaray og resten af den ordinære spilletid bød, trods flere gode tilbud ikke på yderligere scoringer. I den efterfølgende straffesparkskonkurrence udviste tyrkerne mest koldblodighed og endte med at sikre sig finalepladsen med sejrsciffrene 5-3.

I et opskruet tempo startede Galatasaray bedst. En af Tyrkiets store spillere fra VM, Hasan Sas, leverede efter et par besnærende driblinger kampens første afslutning, da han efter to minutter trykkede af kort uden for feltet. F.C. Københavns spillere virkede indledningsvist en smule overraskede over tyrkernes angrebsiver, og det gav et par halvfarlige situationer i københavnernes straffesparksfelt, hvor skrækken til alt held var, hvad Byens Hold slap med.

Med en særdeles oplagt Zuma, godt hjulpet af angrebskollega Todi, fik F.C. København dog hurtigt spillet sig tilbage i opgøret. Efter det rundede kvarter kunne de to ovennævnte spillere snildt have bragt københavnerne foran, men koncentration ikke skarp nok i de afgørende situationer.

Størst i boldbesiddelse i første halvleg var Galatasaray, men de havde svært ved at spille sig til de helt åbne chancer. Der hvor tyrkerne virkede farligst var, når dumme boldtab på F.C. Københavns midtbane førte til raids op i midten af banen med efterfølgende langskud. Disse havde Rabo dog ingen nævneværdige problemer med at følge til dørs, og det virkede som om at tyrkerne på angrebssiden led lidt under at holdets stjernespiller, Hakan Sükur sad på tribunen.

F.C. København viste i flere situationer større beslutsomhed i angrebsopbygningen end tyrkerne og flotte kontraløb kunne således have sikret føringen, men påpasseligt forsvarsspil i sidste ende af Bülent Korkmaz og Frank de Boer forhindrede dette. Tre giftige hovedstødsafslutninger indenfor to minutter i halvlegens afslutning af henholdsvis Zuma, Røll og Todi efterlod chanceovervægten i københavnernes favør og et oplagt publikum i forventning om en ligeledes seværdig anden halvleg.

Denne startede som lyn og torden for københavnerne. I to tilfælde blev der afsluttet mod Galatasarays tomme mål, men i begge situationer blev bolden klaret af en selvopofrende forsvarsspiller.

Selvopofrelse eller ej var der absolut intet at gøre for tyrkernes bagerste kæde, da Zuma efter en times spil tog sagen i egen hånd. Sydafrikaneren modtog bolden fra Christian Lønstrup inde i feltet, løftede den op i luften med et elegant vip og saksede på smukkeste vis efterfølgende bolden over i det lange hjørne. En ekvilibristisk verdensklasseafslutning, der som nævnt i indledningen førte tankerne tilbage til Zumas fænomenale saksescoring for to år siden.

Scoringen fik for alvor tyrkerne op på mærkerne, men igen havde de svært ved at spille sig igennem københavnernes kompakte forsvar. Derfor var det også logisk, at det var en dødbold, der førte til udligningen ti minutter efter Zumas scoring. Således nåede Rabo ikke ordentligt ud til et frispark, med konsekvensen at Orhan Ak kunne stige til vejrs og heade bolden i et tomt mål. 1-1 - og så kunne man for alvor høre de mange fremmødte Galatasaray fans, der festligt udklædt fyldte det meste af den ene langside.

Den resterende del af den ordinære spilletid formede sig som et moderat pres mod københavnernes mål, men trods et par udmærkede afslutninger af tyrkerne forblev stillingen 1-1. Da forlænget spilletid i denne turnering er udeladt, gik afgørelsen direkte til straffesparkskonkurrence og i denne viste tyrkerne sig for stærke.

1-2 Arif Erdem
Todi sparker ved siden af
1-3 Murat Erdogan
2-3 Peter Christiansen
Ergün Penbe brænder
3-3 Thomas Røll
3-4 Ayhan Akman
Ole Tobiasen skyder over via overliggeren
3-5 Cihan Haspolati

Dermed går Galatasaray videre til finalen med 5-3 og møder hollandske Vitesse Arnhem, mens F.C. København må derfor tage til takke med kampen om tredjepladsen på mandag mod AB. Kampen afvikles klokken 17:30.