Meddelelse fra kaptajnen



Her dagen efter nederlaget mod Rangers, er det ualmindelig svært at se positivt på det hele. Det var min sidste chance for at spille i Champions League. Vi spillede to gode kampe og det ville ikke have været ufortjent hvis vi var gået videre...men det var åbenbart ikke vores tur. Heldigvis har vi allerede på søndag mulighed for at glemme Rangers og koncentrere os om en ny kamp og modstander: AGF i PARKEN.

Jeg vil gerne på spillernes vegne takke alle vores fantastiske fans for deres støtte i onsdags - det minder meget om den stemning vi mødte i Ibrox og I var klart med til at løfte vores spil. I skal ikke være i tvivl om jeres betydning.

Vi har brug for jeres støtte
Vi håber på søndag at alle der støtter F.C. København, vil finde vejen frem til PARKEN og hjælpe os til sejr. Alle kampe i SAS Ligaen er svære og vi vil så gerne "vaske pletten" fra i onsdags af med en godt resultat mod AGF.

Vi spiller ikke Champions League i år, det skal vi alle sammen acceptere men har stadigvæk masser af spændende kampe at kigge frem imod - ikke mindst i UEFA Cuppen hvor vi gerne vil nå langt.

Det er efter lidt modgang, at vi skal vise vi er en klub med format - en klub som kan tåle at tabe og en klub som er stærk nok til at komme igen.

Vi ses på søndag.

Forza FCK
Peter Nielsen, Kaptajn