Michael Silberbauer til F.C. København

Michael Silberbauer har i dag underskrevet en 4½ årig aftale frem til 30.6.2008 med de danske mestre, F.C. København.

22 årige Michael Silberbauer startede med at spille fodbold i Støvring IF og fortsatte i AaB, hvor han har vundet det danske mesterskab som junior og yngling. Han har spillet 111 kampe for AaB's SAS ligahold og scoret 21 gange. Derudover har han repræsenteret Danmark på U-16, U-18, U-19, U-20-landsholdet og har spillet 24 U-21 landskampe.

Michael debuterede for A-landsholdet i venskabskampen Skotland - Danmark i august 2002. Han er desuden udtaget til ligalandsholdets tur til USA i januar.

Michael Siberbauer siger:
"Jeg har haft 8 lærerige år i Aalborg, hvor jeg er blevet behandlet utrolig pænt, og jeg håber AaBs fans har forståelse for, at jeg nu har brug for nye udfordringer. Der er selvfølgelig hård kamp om pladserne i F.C. København, men jeg er ikke kommet her for at sidde på bænken. Jeg glæder mig utrolig meget til at møde mine nye holdkammerater og til at komme i gang med et nyt kapitel i min fodboldkarriere."

Sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm siger:
"Vi er glade for, at det er lykkedes os at få Michael Silberbauer til F.C. København. Vi har fulgt Michael tæt i flere sæsoner, og vi ser ham som et af Danmarks største midtbane-talenter. Michael har et stort arbejdsområde, han er dygtig til at komme frem inde i straffesparksfeltet, og hans spilleprofil passer fint til F.C. Københavns eksisterende trup. Vi glæder os til se ham i PARKEN."

Michael Siberbauer begynder i klubben sammen med resten af truppen den 12. januar 2004.

Michael Silberbauer får trøjenummer 8.