Christian Traoré til FC Midtjylland

F.C. København har accepteret et attraktivt tilbud fra SAS Ligaklubben FC Midtjylland på 23-årige Christian Traoré. Traoré kom til KB fra B1908 som drengespiller og startede i F.C. Københavns Superligatrup i 2001. I efteråret 2003 var han udlejet til svenske Hammarby og er alt i alt noteret for 65 kampe for Byens Hold i forsvaret og på midtbanen.

Niels-Christian Holmstrøm siger: "Vi har været utrolig glade for Christian Traoré, som i de sidste par år har været en værdifuld spiller for klubben, ikke mindst fordi han er en alsidig spiller, der kan spille på mange forskellige positioner. Siden det er kommet frem i pressen, at "Theo" ønsker mere spilletid, er vi blevet kontaktet af mange danske og skandinaviske klubber, som har ønsket at få fat i ham. Vi har lyttet til "Theo" og hans ønsker og hans eget valg er faldet på FC Midtjylland. Vi ønsker ham al held og lykke i hans fortsatte karriere".

Christian Traoré udtaler selv: "Jeg har været meget glad for min tid i F.C. København, men på dette tidspunkt i min karriere, føler jeg, at det vigtigere at jeg får fast spilletid, og derfor har jeg sagt ja til en ny udfordring i FC Midtjylland. Jeg vil komme til at savne klubben og de mange FCK-fans, som altid har støttet mig, og jeg håber, at de vil tage godt imod mig, når jeg kommer tilbage til København og spiller i PARKEN".