Bryan Oviedo - Årets Pokalfighter 2012

Bryan Oviedo - Årets Pokalfighter 2012

af Søren Naundrup Jensen

F.C. Københavns Bryan Oviedo blev fuldt fortjent kåret til Årets Pokalfighter 2012. Dermed blev han den kun tredje F.C. København-spiller der opnåede denne store hæder og fik en ærefuld plads i historiebøgerne. En ære han deler med sportsdirektør og cheftræner Carsten V. Jensen. 

CV blev den første pokalfighter i F.C. København historie og opnåede denne ære i Løvernes første pokaltriumf tilbage i 1995, da AB blev besejret med 5-0. Den anden pokalfighter blev selveste Mr. F. C. København; Hjalte Bo Nørregaard, kamprekordholder, tidligere anfører og solid støtte igennem et helt årti. Hjalte blev helt fortjent kåret til årets pokalfighter i 2004. da vi besejrede AaB med 1-0. 

Bryan Oviedo blev tilmed den første ikke europæer, som blev kåret som Årets Pokalfighter. Titlen er tre gange tidligere tilfaldet en udlænding (to svenskere og en polak), men i 2012 blev fodboldlandkortet altså udvidet betragteligt. 

Kigger man på listen over pokalfightere falder man over flere spillere, som man på en eller anden måde knytter sig til F.C. København. Lars Jacobsen blev årets pokalfighter for OB, da OB besejrede Byens Hold 2-1 tilbage i 2002. Henrik Larsen (1990), Jørgen Juul Jensen (1994), Carsten Fredgaard (2006) og Johan Absalonsen (2007) er alle spillere, som før eller efter deres kåring har spillet for F.C København.