Jubel efter scoring

Vildt U19-comeback sikrede tiende sejr af ti mulige

U19-holdet var bagud 0-2 med et kvarter igen af dagens hjemmekamp mod Silkeborg IF, men hev alligevel den tiende sejr hjem i træk.

Efter ni sejre i de ni første kampe lignede det længe sæsonens første pointtab, da U19 i dag tog imod Silkeborg. Vi burde dog have ført med mindst et par mål ved pausen efter total spildominans og et hav af store chancer, og vores dominans fortsatte i 2. halvleg.

Kort efter pausen kom gæsterne dog scorede på kontra, og et kvarter før tid gentog de kunststykket. Men vi fik bogstaveligt talt en håndsrækning, da en Silkeborg-forsvarer samlede bolden op i eget felt, da han åbenbart troede, den var ude af spil.

Orri Óskarsson reducerede og udlignede fem minutter før tid på et nyt straffe, og inde i dommerens tillægstid sørgede den islandske topscorer for sejrsmålet til 3-2.

Orri Oskarsson
To sikrede scoringer på straffespark af Orri Oskarsson. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Hjalte Nørregaard: Masser af talent og hårdt arbejde

"Det er en fantastisk gruppe, hvor der både er virkelig meget talent og leveres meget hårdt arbejde. Vi har skabt et rigtig godt miljø og en god kultur, hvor drengene selv  har stillet sig nogle mål og lavet nogle aftaler, og det viser de også med indsatsen i dag."

"Vi spiller en fin kamp, hvor vi skaber masser af chancer, og med lidt større kvalitet så havde vi også scoret nogle flere mål tidligere i kampen. Men det er også svære betingelser, for de stiller sig bare ned og  tager imod og må droppe deres eget pres, fordi vi er for dygtige. Så de lever på omstillinger og udnytter to af dem efter pausen."

"Men drengene giver ikke op, men bliver ved med at opsøge mulighederne, og så får selvfølgelig en lille gave på det første straffe, men i sidste ende synes jeg, vi vinder fortjent, selv om det holdt hårdt.

Uden mange af de faste folk
Med til de svære betingelser hører, at Hjalte måtte undvære mange spillere i dag, bl.a. tre af de faste i forsvaret: højre back Elias Jelert er med førsteholdet, midtstopper Valdemar Lund og venstre back William Kaastrup er skadede, og det samme er midtbanespillerne Daniel Haarbo og Emil Winther Højlund, og desuden har Ali Almosawe og Jacob Perelman længe været ude.

"Vi må stille det stærkeste hold, som vi kan, og i dag spillede Orri f.eks. 8'er, og Roony byttede i løbet af kampen med Fisnik fra højre kanten til 8'er, så vi fik ham mere med i spillet," fortæller Hjalte.

"I dag har vi således kun U17-markspillere på bænken, men de udvikler sig jo også ved at komme op og være en del af U19 miljøet. Men vi har som sagt en stærk gruppe, når vi kan have sådan en stime af sejre, når vi samtidig leverer spillere til førsteholdet og skal håndtere skader," slutter Hjalte Nørregaard.

Roony Bardghji
Roony Bardghji havde flere roller i kampen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Mattias Jakobsen: Vi forstår hinanden godt
Dagens anfører, Mattias Jakobsen, sætter også ord på, hvorfor det er gået så godt, ikke bare med dagens comeback, men i hele efteråret:

"I bund og grund er det den måde, vi forstår hinanden på. Vi kender  og forstår vores roller, og hvad man skal byde ind med på holdet, og det tror jeg, er det vigtigste. Og så at også vi har det godt sammen uden for banen."

"I dag bliver det selvfølgelig svært, når vi er nede med to mål, men vi giver ikke op, så længe muligheden er der."

Mattias Jakobsen
Mattias Jakobsen er med fremme på en dødbold. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Mattias lærer fra sig
Ud over at være et stabilt holdepunkt i forsvaret, så har Mattias også et lille bijob i Talentafdelingen, som ikke er helt almindeligt for en U19-spiller.

"Ja, jeg er med til at træne U14-holdet på mandage og fredage. Jeg vil gerne udfordre mig selv på, hvordan man lærer andre at gøre tingene, og også se hvor hårdt det egentlig er at være træner, hvor meget forberedelse der er op til træningerne og så videre. Men jeg ved ikke, om jeg har en trænerkarriere foran mig, det tænker jeg ikke på lige nu."

Evnen til at dele ud af erfaringerne og lære fra sig er også nyttig netop nu, hvor der sker mange rokeringer på U19-holdet.

"Som en af de ældste og som viceanfører, så får jeg jo en større rolle i forhold til at fortælle de lidt yngre om rollerne og hvordan vi spiller hinanden gode på holdet," slutter Mattias Jakobsen, der i efteråret også har fået debut på U19-landsholdet.
 

MATCHFACTS
FCK U19-SILKEBORG U19  3-2 (0-0)
50.: 0-1 Jesper Kilden Grøn
75.: 0-2 Frederik Nedergaard
80.: 1-2 Orri Oskarsson, str.
85.: 2-2 Orri Oskarsson, str.
91.: 3-2 Orri Oskarsson

Johan Guadagno - Emil Møller, Mattias Jakobsen (anf.), Ethan Amundsen-Day, William Maretti  - Fisnik Isaki, William Clem, Orri Oskarsson - Roony Bardghji, Jeffrey Adjei-Broni, Jeppe Corfitzen (73.: Noah Donovan Sahsah)

Ikke benyttet: Samuel Andersen, Aksel Halsgaard, Thomas Jørgensen