Jubel efter scoring

Vi nærmer os afgørelsen

Allerede efter Silkeborg-sejren onsdag aften stod det klart, at vi ikke kan blive mestre allerede på søndag i Randers. Torsdagens uafgjorte resultat mellem FC Midtjylland og Brøndby betyder dog, at en sejr i Randers sender os et stort skridt nærmere mesterskabet.

Et mesterskab, hvor vores UEFA-koefficient i givet fald sender os direkte i Champions League-playoff, hvilket blev afklaret onsdag aften, da Viktoria Plzen blev tjekkiske mestre i stedet for Slavia Prag.

Alle i hvidt til Randers
Over 2.000 FCK-fans er allerede klar til Randers AWAY, og der er plads til flere, for Randers har tildelt os hele endetribunen – og vi opfordrer alle FCK-fans til at komme i hvidt.

>> Find pladser i Randers her

Scenarier for næstsidste runde
Hvis vi vinder i Randers, kan vi blive mestre mandag aften, hvis FC Midtjylland ikke vinder i Silkeborg.

Spiller vi uafgjort i Randers, kan vi også blive mestre mandag aften, hvis FC Midtjylland taber i Silkeborg.

Alle andre resultater i næstsidste runde betyder, at guld og sølv først afgøres på sidste spilledag, hvor alle kampe spilles kl. 17. Ud over vores AaB-kamp mødes FC Midtjylland-Randers FC og Brøndby-Silkeborg.

Venteliste til AaB-kampen
Allerede torsdag aften kunne vi melde AaB-kampen helt udsolgt på alle FCK-afsnit. AaB-fans har plads på D1, og her er der stadig ledige pladser, men det er naturligvis no-go for FCK-fans at købe billetter her.

Du kan skrive dig på venteliste her, så du får besked, hvis der bliver frigivet ledige billetter til FCK-afsnit.