FCK-flag

Ugen der gik (uge 16)

MÅL ELLER SELVMÅL?
Det helt store samtaleemne i ugen der gik var, hvem der scorede vores første mål mod AaB - Fischer, Blåbjerg eller Wind.

Divisionsforeningen har en komité, der drøfter sådanne situationer, og de konkluderede torsdag formiddag, at det var Jonas Winds mål.

Jonas Wind jubler med Gregus og Fischer
Lørdag var der ingen tvivl, da Jonas igen scorede


Ved skud med retning indenfor målrammen giver man skytten målet, selvom bolden rammer en modspiller på vejen. Hvis bolden rammer en medspiller og markant ændrer retning, tildeles medspilleren dog målet.

Divisionsforeningen tilføjer, at deres afgørelse er en "service overfor Alka Superligas interessenter" og at det sker uden hensyntagen til, eller ansvar for, de kriterier, som spiludbydere anvender. 
 


BILLET-NETVÆRK I MANCHESTER
Mikkel Bjerre, der er ansvarlig for billetsalg, kundeservice og reception, deltog i ugen der gik i "Ticketing Business Forum" i Manchester. Her deltager en række af verdens førende organisationer inden for sports- og event-arrangører, billetbureauer, rettighedshavere, marketingbureauer m.fl. Blandt fodboldklubberne deltog bl.a. også Liverpool, Southampton, FC Twente og HSV.

 

Mikkel var en af dem, der fik æren af at holde oplæg på en workshop, og der var især stor interesse for at høre hvor langt vi er på det digitale område med bl.a. elektroniske billetter. Noget vi efterhånden har vænnet os til herhjemme, men som mange andre endnu ikke har indført.
 
"Det er altid værdifuldt og inspirerende at komme ud og høre om nye trends og tendenser og hvad der foregår andre steder. Og muligheden for at netværke er også nyttig. Der var 500 deltagere fra 35 nationer og på baggrund af netværket havde vi allerede til lørdagens kamp mod AC Horsens besøg fra Palmeiras, som er en af de største klubber i Brasilien. De ændrede deres rejseplaner fra italiensk Serie A til dansk Superliga, da de kunne se vores tekniske niveau og visioner for fremtiden. Brasilien er naturligvis nok et helt andet marked med en anden type billetprodukter," fortalte Mikkel efter hjemkomsten.


EKS-FCK'ERE

Brandur Hendriksson (22) forlader Randers FC og skifter til islandske FH Hafnarfjordur, hvor Ólafur Kristjánsson er cheftræner. Bl.a. på grund af skader nåede færingen kun 9 Superliga-kampe for kronjyderne. Vi ønsker Brandur held og lykke oppe på Island - og selvfølgelig også på det færøske landshold.

Vi benytter lejligheden til at gense hans sejrsmål i pokalfinalen mod FC Vestsjælland i 2015:


Tillykke til Zanka, der i dag mandag fylder 28 - og også et tillykke på forskud til Jesper Christiansen, der tirsdag runder de 40.

Og så er det også 13 års-dagen for debut til William Kvist og Morten Bertolt, der begge blev indskiftet i en hjemmekamp mod FC Nordsjælland den 23. april 2005.


U19
Drengene fløj i tirsdags til Glasgow og tabte onsdag en træningskamp 1-2 til Rangers FC, som stillede med et ældre og fysisk stærkere "Development Squad"-hold, der primært bestod af årgang 96-97'ere mod vores 99'ere og yngre. 

Felix Winther bragte os foran efter ni minutter, men skotterne udlignede efter 20 minutter og kom foran kort før pausen på et hovedstød efter hjørne - og 2. halvleg forblev målløs.

Søndag spillede holdet U19-liga i Esbjerg og også her med 1-2. Henrik Bellman scorede vores mål i en kamp, hvor Mads Roerslev og Carlo Holse var "nede" fra A-truppen og få kamptræning.

Felix Winther
Felix Winther i en reserveligakamp mod OB


U17
Drengene led forårets første pointtab, da de lørdag spillede 1-1 i Esbjerg efter en præstation, som cheftræner Jacob Neestrup kaldte langt under normalt niveau. Esbjerg kom foran kort efter pausen, men selv om det nærmest var spil til et mål, så havde vi svært ved at skabe chancer, og udligning kom på et vestjysk selvmål.

Torsdag den 26. april spiller U17 ude mod Haderslev kl. 13, og næste hjemmekamp er lørdag den 5. maj kl. 15.30 mod Lyngby.


OLD BOYS VANDT IGEN
Mandag blev Køge sendt hjem fra KB's anlæg med et 1-3-nederlag. Bjarke Vind scorede tidligt i kampen, men Køge - med bl.a. Martin Retov og Janus Blond på holdet - kvitterede omgående. I 2. halvleg lavede Køge selvmål, og Rasmus Sørensen slog sejren fast langt inde i tillægstiden.


SAGT OG SKREVET OM FCK

Kasper Kusk til bold.dk
"Det var en sjov kamp at spille for mig, selvom vi tabte. Jeg har selvfølgelig mange venner på begge hold, og det var sjovt at være tilbage og også bevise, at jeg stadig er en god fodboldspiller. De har fået et par gode spillere. Fischer taler lidt for sig selv, han er en rigtig god spiller. Jeg var også lidt overrasket over Jonas Wind, som spillede godt. FCK er jo godt hold, og nogle gange kører det bare ikke, som man lige håber og tror, men de er ved at få gang i det igen". 

Bo Henriksen til Horsens Folkeblad:
"Kvalitet kan ikke fornægtes, og det er ingen måde synd for os. Vi må lære af det, for vi fik ikke lukket ned for FC Københavns spil. Vi må ikke tabe på tre omstillinger i Parken. Vi må lære af det. Vi skal bedre til at lukke ned for den slags. Vi har tabt på effektiviteten i forhold til vores modstandere i mesterskabsspillet. Det må vi lære af, og vi skal have lært af det allerede til på fredag, når vi møder FCK igen. De må ikke have lov til at score på omstillinger en gang til."


UGEN DER GIK FOR 25 ÅR SIDEN

Efter "sidste uges" 2-0-sejr over Næstved skulle vi til Aalborg søndag den 18. april - og ud over langtidsskadede Pierre Larsen, Ivan Nielsen, Carsten V. Jensen og Brian Rasmussen måtte vi nu også undvære Lars Højer og Jørgen Juul Jensen, der begge var syge med influenza henholdsvis forkølelse.

I stedet rykkede Falch ud - for nu at genbruge den gode, gamle 90'er-kliche, som det unge stortalent måtte lære at leve med efter at have skiftet Petersen ud med Falch. Den 19-årige allround-spiller fik ugen inden debut på U21-landsholdet i en EM-kval.kamp mod Tyskland, men havde allerede spillet en halv snes FCK-kampe - heraf syv fra start. Pudsigt nok var hans første startplads netop i Aalborg i efteråret 92, og denne gang kvitterede han for tilliden ved at bringe os foran 2-0 med to mål midt i 1. halvleg.

Først efter opspil af Kaus og Lønstrup i højre side, hvorefter "Michael Falch" (som TV2 kaldte ham) sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne. Og kort efter sparkede han resolut bolden fladt ind midt i feltet, efter Søren Lyng havde forsøgt et flyvende hovedstød på et Uldbjerg-indlæg.

Morten Falch
Morten Falch blev to-måls-skytte i Aalborg

AaB havde ellers domineret indledningen og brændt et par store chancer, og især Peter Møller havde kampen igennem flere afbrændere. Inden pausen reducerede han dog på et noget tvivlsomt straffe, eftersom Diego Tur ret tydeligt hægtede Møller lige uden for feltet. 

Lønstrup kunne have udbygget føringen, da AaB-keeper Niels Chr. Jørgensen hægtede Manniche i feltet, men sendte straffesparket på stolpen. I stedet var AaB tæt på udligning, men en mesterlig redning af Palle Petersen sørgede for, at et Erik Bo Andersen-hovedstød også tog stolpen.

I stedet slog Manne sejren fast fem minutter før tid, så uden at spille prangende hentede det blå-klædte tophold begge point på en solid arbejdsindsats af alle mand.

"Selv om vi nu er tre point foran OB, er det ikke mesterskabet, der er i hus. Der er stadig ni kampe igen, men jeg er stolt af holdet i dag, hvor vi har fem nøglespillere skadet," sagde cheftræner Benny Johansen til Politiken.

Næste uge (for 25 år siden) er der Derby i PARKEN... det bliver grimt!