Stephan Andersen

Ugen der gik (41/2019)

STEPHAN PÅ GRÆS
Det går planmæssigt fremad for Stephan Andersen, der for fem måneder siden sprængte achillessenen den 12. maj i Herning. De seneste dage har Stephan været på græs og specialtræne med Kim Christensen, og det samme har i øvrigt Sten Grytebust, der også er på vej tilbage efter sin kortere skadepause.

Stephan har kontraktudløb til nytår, og har endnu ikke taget stilling til, hvad fremtiden skal bringe - det har først og fremmest handlet om at komme tilbage fra den alvorlige skade, og det ser heldigvis ud til, at det nærmer sig.

Sten Grytebust
Sten Grytebust genoptræner. Foto: FCK.DK


DOBBELTE RESERVE-MÅLSCORERE
Nicklas Bendtner kom på tavlen to gang i dagens reserveliga-derby, hvor vi vandt for anden gang her i efteråret - sidst var også mod Brøndby, hvor vi brød en lang stime af reservekampe uden sejre... Derfor har vi heller ikke haft så mange dobbelte målscorere de senere år, men Mohamed Daramy har gjort det to gange: 5. september i år i Lyngby, da vi tabte 2-3, og 8. oktober 2018, da vi tabte 2-5 til Brøndby. Pavlovic lavede også to mål, da vi slog Helsingør 5. marts 2018.

Det seneste reserveliga-hattrick stod Martin Pusic for den 14. oktober 2017, da vi slog Brøndby 5-2.

Vi holder ikke specielt regnskab med Reserveliga-debutanter, men fra denne sæson kan vi godt nævne de spillere fra Talentafdelingen, der har haft deres første senioroptræden:

  • I dag mod Brøndby: Victor Kristiansen, U19 og Kristall Máni Ingason, U19
  • Sidste uge hjemme mod Lyngby: Mohammad Hassan, U19, og Valdemar Lund Jensen, U17
  • 5. september ude mod Lyngby: William Maretti, U19, Otto Dupont, U19 og Gabriel Johansen, U19
Victor Kristiansen
Victor Kristiansen spillede hele reserveligakampen mod Brøndby. Foto: FCK.DK

 

WOHLGEMUTH KORSBÅNDSSKADET IGEN
Vores tidligere midtbanespiller har ikke spillet for Vendyssel FF denne sæson, og det er nu kommet frem, at han desværre har pådraget sig endnu en korsbåndsskade - den tredje i karrieren efter de to, han havde hos os!

"Jeg tror stadig ikke, at det er gået op for mig. Det er så uvirkeligt og meningsløst. Først og fremmest blev jeg ked af det, men samtidig blev jeg sur over, at det kunne ske igen. Jeg tænkte, at mit uheld var opbrugt, nu da jeg havde prøvet det to gange, siger 24-årige "Wohlge" til Nordjyske.

Vi sender varme tanker og krydser fingre for, at han endnu engang kan kæmpe sig tilbage og fortsætte karrieren.

Mikkel Wohlgemuth
Mikkel Wohlgemuth i FCK-trøjen i sommeren 2013. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

 

U17-FCM 4-2
Lørdag hentede U17 endnu en sejr, da FC Midtjylland blev sendt hjem fra KB's anlæg med et 4-2-nederlag, og sæsonens første seks kampe har nu indbragt tre sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag.

FCM kom foran efter en lille halv time, men inden pausen havde Elias Jelert scoret to gange. William Bøving øgede ti minutter efter pausen, men FCM reducerede midt i halvlegen, inden Elias lukkede og slukkede ca. ti minutter før tid med sit tredje mål.

På lørdag går turen til Randers.


FCK'ERE PÅ U-LANDSHOLD
Sidste uge fik vi ikke gjort status på U17-landsholdets EM-kvalifikationsgruppe i Helsingborg, som de vandt i overlegen stil efter sejre over Færøerne (6-1), Litauen (6-1) og Sverige (5-1). Vi havde fire årgang 2003-spillere i truppen: Valdemar Lund Jensen, Mattias Jakobsen og Rasmus Højlund samt William Bøving fra U19.

Mod Færøerne og Sverige startede Valdemar Lund, Mattias Jakobsen og William Bøving, og William scorede til 4-0 i Litauen-kampen.

Mod Litauen startede Rasmus Højlund og scorede tidligt til 1-0. Efter pausen kom Valdemar Lund og William Bøving også på banen, og Valdemar scorede det sidste mål til 6-1.

U17-landsholdet er nu klar til Elite Round, hvor der trækkes lod til grupperne den 3. december.

- - - -

Victor Kristiansen var med U18-landsholdet i Schweiz i sidste uge, hvor Danmark spillede 2-2 og 1-1. Han spillede hele den første kamp på venstre back og blev indskiftet små ti minutter før tid i den anden kamp.

- - - -

U19-ligaen har ligget stille, mens U19-landsholdet spiller venskabskampe i Irland i disse dage, og vi har Ahmed Daghim, Jacob Haahr og Alexander Hjælmhof med. Ahmed blev matchvinder fredag, da Danmark vandt 1-0, og mandag vandt Danmark den anden kamp 2-0 med Jacob og Alexander i startopstillingen.

Kristal Ingason spillede hele kampen, da Islands U19-landshold slog Finland 1-0, og han blev indskiftet, da de spillede 1-1 mod Sverige. Begge var venskabskampe.


FB-B1903 1-3
03'erne fortsatte sæsonens gode takter i Københavnsserien med en 3-1-udesejr over FB på mål af Rasmus Bubic Slundt, Mathias Valentin og August Grønbæk Thestrup. Næste kamp er først lørdag den 26. oktober, kl. 11.15 ude mod Fremad Amager.


KB-HB 1-4
KB slap ikke væk fra sidstepladsen efter mødet med HB, der førte 3-0 allerede efter en lille halv time. Sebastian Kaalund stod for trøstmålet med i 2. halvleg. KB tager imod topholdet Husum den 26. oktober, kl. 16.15 i Frederiksberg Idrætspark.


OLDBOYS SLUTTEDE MED SKRIVEBORDSSEJR
Tuse IF stillede ikke op til den sidste kamp i Oldboys-rækken, så KB/FCK fik en skrivebordssejr på 3-0. AB spillede samtidig 1-1 mod topholdet Hvidovre og holdt dermed fast i 2. pladsen, mens KB/FCK må tage til takke med en 3. plads. Stenløse gør Hvidovre følgeskab i DM-playoff, da de som nr. 4 blev bedst placerede hold fra DBU Sjælland efter de tre DBU København-klubber.