U16 deltager i stor international turnering i Florida
F.C. Københavns U16-trup rejste i tirsdags til Florida for at deltage i den internationale talentturnering 2026 Generation adidas Cup fra 27. marts til 4. april.
Vores talenthold rejser jævnligt ud til internationale turneringer, men primært i Europa og i en forlænget weekend eller op til 4-5 dage. Derfor er det noget helt ud over det sædvanlige at tage over Atlanten på næsten to ugers ophold med kampe og træning for vores U16-spillere.
U16 (årgang 2010) har ikke en officiel liga herhjemme i modsætning til U15 og U17, men nogle af spillerne har dog allerede spillet U17-liga. Truppen på turen omfatter også syv spillere fra årgang 2011, blandt andet to af de nye, der kommet i vinterpausen, Ilyas Houira fra AGF og Frederik Abrahamsen fra OB, som allerede er en del af U17-truppen.
Vigtigt for U16-gruppen
Det er vigtigt netop for Talentafdelingen at kunne give netop denne spillergruppe sådan en oplevelse, fremhæver Jacob Groth, Head of Talent U14-U17, som er med på turen.
"Vi er virkelig glade for, at den her tur er kommet i stand, så vi kan give netop vores U16-spillere den her oplevelse og erfaring med næsten to ugers træningslejr," fortæller Jacob Groth fra Bradenton helt ude ved Floridas vestkyst lidt syd for Tampa.
"Normalt er vores spillere afsted i kortere tid, når vi er til turneringer i Europa, og vi spiller ofte flere korte kampe hver dag, så der ikke er tid til så meget andet. Men her har vi meget bedre tid. Fredag, lørdag og søndag spiller vi kun én gruppekamp dagligt på 2 x 30 minutter, hvorefter der er en hviledag inden knockout-runderne."
Ligesom en træningslejr
"På den måde får turen mere karakter af en træningslejr, hvor vi kan lave en masse andet sammen med spillerne, som vi ikke har lige så meget tid til i hverdagen. For eksempel individuelle samtaler om den enkelte spillers udviklingsplaner, kigge video individuelt og samlet og danne stærkere relationer både blandt spillerne og i forhold til staben, som dem fra U15-truppen ikke arbejder med til daglig. Og sidst men ikke mindst, så skal drengenes skolearbejde også passes, selv om vi er afsted hen over påskeferien."
"Drengene lærer også at spille mod helt nye modstandere, der måske spiller på en helt anden måde, end vi er vant til. Hovedparten af deltagerne er MLS-akademier, og det er også dem, vi møder i de tre indledende kampe."
Fantastiske forhold
"Ud over længden på turen og modstanderne, så er det også bare en stor oplevelse for drengene at rejse så langt væk til helt andre omgivelser, som i øvrigt er fuldstændig fantastiske. Det gælder både banerne og hotellet hvor vi bor, og vejret er også perfekt med sol og 25-30 grader. Vi er vant til "state-of-the-art"-forhold, når vi rejser ud!"
"Vi rejste herover tirsdag og efter at have trænet, glæder vi os nu til at komme i gang med kampene i morgen. En del af læreprocessen i Talentudviklingen er, at vi altid på banen for at vinde, og det gælder også herovre, og så må vi se, hvor langt det rækker," slutter Jakob Groth.
Arrangørerne streamer udvalgte kampe fra turneringen på MLS' Youtube-kanal (de afvikler også en turnering for U15-hold og en Girls Division), men så vidt vi kan se, er vores indledende kampe ikke blandt dem - men Groth har lovet at give en status i næste uge, når vi har spillet de tre indledende kampe.
Kampprogrammet
I den indledende gruppe med tre MLS-klubber spiller vi på disse tidspunkter (dansk tid)
Fr. 27. marts, 22.00 mod San José Earthquakes
Lø. 28. marts, 21.30 mod Colorado Rapids
Sø. 29. marts, 21.30 mod D.C. United fra Washington
>> Se hele gruppeprogrammet her
Tirsdag: 1/8-finaler
Onsdag: Kvartfinaler
Fredag: Semifinaler
Finale: Finale
Truppen
Adam Hviid Roesen
Christian Hamsik
Felix Gøthler
Frederik Abrahamsen
Ilyas Houira
Liam Coronado
Louie Heriba
Marius Casamorin
Max Horn (GK)
Noah Hein
Rolex Kingdom
Shahin Pelyad
Simon Voin
Tristan Christensen
Victor Vinther
Vidal Moritzen
Villads Bille (GK)
Villads Peltola
Staben
Emil Fredslund, U17-cheftræner
Anders Hornstrup Hansen, Player Development Coach
Mikkel Pedersen, analytiker
Daniel Thomsen, fysioterapeut
Christoffer Monty, fysisk træner
Lars Engelhardt, holdleder
Jacob Groth, Head of Performance Services U14-U17
Ud over F.C. København deltager både en lang række MLS-klubbers akademier samt hold fra flere andre verdensdele: Boca Juniors, Argentina, Club América, Mexico, Busan IPark FC, Sydkorea, CAI de la Chorerra, Panama, Club América, Mexico, CF Monterrey, Mexico, Nagoya Grampus, Japan, Red Bull Bragantino, Brasilien, SK Slavia Prag, Tjekkiet og VfL Wolfsburg, Tyskland
Du kan læse mere om turneringen her på dens officielle hjemmeside.