Turen går til...

FCK.DK nåede at fange flere spillere og trænere, inden de tog på en velfortjent ferie, for at høre dem om hvor de egentlig skulle tilbringe deres ferier. Destinationerne er mange. Blandt andet Italien, Spanien, Norge, Portugal, Thailand, Tyskland, Bulgarien og Jylland!

 

Álvaro Santos tog allerede til Brasilien i sidste uge, for at feriere i sit hjemland. Det samme gjorde Atiba Hutchinson. Altså tog til sit hjemland, ikke til Brasilien. Vores tre VM-spillere Tobias Linderoth, Marcus Allbäck og Razak Pimpong bruger deres ferie i Tyskland. Det samme gør sig gældende for Martin Bernburg. Eller det håber han i hvert fald. På grund af kærestens eksamener er hans ferie blevet aflyst, så nu håber han at kunne komme ned og se et par kampe i Tyskland.

 

Hverken Martin Bergvold, Jesper Christiansen, Jamil Fearrington eller assistenttræner Peter Nielsen har planlagt noget. Martin Bergvold og Jesper Christiansen åbner dog begge døren på klem for at der måske kan blive klemt en lille rejse ind, mens Jamil er helt sikker på at han bare skal slappe af og nyde ferien her i Danmark. Peter Nielsen fastholder at han bare skal hygge med familien hjemme, så hvis der skal rejses bliver det for hans vedkommende i Danmark.

 

Mest eksotisk er nok Jeppe Brandrups to ugers tur til Thailand, mens den mest mindeværdige sommerpause må være Dan Thomassens. Han skal nemlig giftes! Der bliver dog nok ikke tid til en bryllupsrejse, men da brylluppet foregår i Italien, bliver det alligevel til en tur udenlands. En anden spiller der tager på eksotisk ferie er Michael Silberbauer. Han skal simpelthen en tur til Jylland. William Kvist og Lars Jacobsen tager på hver deres storbyferie. Kvist tager seks dage til Milano, mens Lars napper et par hyggedage i Barcelona og derefter skal han bare slappe af i Danmark.

 

Morten Bertolt og André Bergdølmo tager begge på charterferie: Bergdølmo flyver til Gran Canaria og udmelder overraskende at han ikke skal til Norge i sin ferie. Efter turen til de Kanariske øer går turen tilbage til Danmark hvor resten af ferien kommer til at foregå. Morten Bertolt tager en uge til Bulgarien sammen med en kammerat og resten af ferien kommer til at foregå hjemme i Danmark med afslapning.

 

Cheftræner Ståle Solbakken skal en tur til Spanien og en tur til Norge, mens målmandstræner Per Wind tager ti dage til Portugal. Når han kommer hjem skal han holde studentergilde for sin datter, der får huen her i juni måned.

 

Det bliver med andre ord vidt forskellige rejsemål og indtryk spillere og trænere kommer hjem med til den nye sæsons første træning. Den kommer for øvrigt til at finde sted mandag den 26. juni.