Mikkel Kaufmann

Kampklar Kaufmann: Man har manglet noget i sit liv

Mandag går det løs i Lyngby, når vi spiller den første kamp i 3F Superligaen efter coronapausen. En dag, Mikkel Kaufmann & Co. har ventet længe på.

”Det bliver dejligt at komme i gang igen. Jeg har virkelig savnet at spille kampe i de sidste mange uger. Træningskampene for nylig har været fine, men det bliver endnu federe at skulle spille om point, selvom vi ikke har vores fans med os. Men så gælder det bare om at skabe lidt glæde hjemme i stuerne hos dem istedet,” siger Mikkel Kaufmann efter fredagens træning på Nummer 10.

Pre-season midt i sæsonen
Det er syv uger siden, at han sammen med holdkammeraterne sidst var i aktion - i Tyrkiet mod İstanbul Başakşehir i Europa League. Og som alle andre ser han tilbage på en speciel tid på det seneste.

”Det har ærlig talt været underligt. Som en meget lang pre-season midt i sæsonen. Det har jeg aldrig prøvet før på denne tid af året. Man har følt, at man har manglet noget i sit liv, når man ikke kunne komme i kamp hver weekend. Men alle mennesker har jo lidt afsavn i denne tid, så vi kan ikke klage. Vi har jo trods alt trænet hele tiden, og nu er vi bare glade for at vi skal i gang igen.”

Vinderviljen intakt
Alle fodboldspillere er jo konkurrencemennesker, og den unge angriber har holdt vinderviljen ved lige på alternativ vis:

”Jeg har spillet en masse spil med familien. Og jeg plejer at vinde hver gang, så det har hjulpet lidt! Nu skal vi ud og vinde på mandag også mod Lyngby, og det skal vi være i stand til. Der er selvfølgelig noget rust, der skal bankes af, men det er gået godt i træningskampene. Og vi har ikke været hjemsendt som spillerne har været i flere af de andre klubber, så vi burde stå godt rent fysisk.”

Kroppen klar til kamp
19-årige Mikkel Kaufmann nåede kun at spille seks kampe for sin nye klub siden skiftet fra AaB i januar, inden fodbolden som så meget andet blev sat på stand-by. Og han ser frem til en ’ny’ start i København nu.

”Selvom vi selvfølgelig har haft en del restriktioner at tage hensyn til, så har vi lavet nogle sociale arrangementer i truppen også, så jeg er faldet endnu bedre til end før pausen. Jeg har kunnet vænne mig til hverdagen herovre. Og hvis man skal tage noget positivt med fra denne periode, så har min krop haft godt af lidt hvile faktisk. Min opstart i AaB i januar var ikke så god på grund af sygdom, og jeg døjede med nogle småskader i mit knæ og min lyske, efter jeg kom hertil. Jeg følte mig ikke helt 100% klar til træning og kamp nogle gange. Så det har været virkelig godt at kunne blive helt fit for fight nu.”

Kampen mod Lyngby fløjtes i gang kl. 18.00 og sendes på Canal 9.