TK: - Helst alle tre point

TK: - Helst alle tre point

Inden turen snart går til Mercedes Benz Arena og kampen mod William Kvist og resten af hans venner fra VfB Stuttgart, så fik FCK.DK sig en kort snak med cheftræner Ariël Jacobs og et par af spillerne.


Ariel Jacobs:

- Vi skal spille kampen med stor selvtillid, og så skal vi være klar over, at i disse kampe skal vi hæve niveaet til en europæiske standard. 

- Spillerne skal bruge deres fysiske og mentale styrke, og så gælder det om, at vi skal udnytte den plads vi får – og hvis vi får mindst et point ud af aftenens kamp, så er det et godt skridt frem mod at komme videre fra gruppen.


Thomas Kristensen (TK):

- Det ville være fedt hvis vi kunne komme herfra med et godt resultat, og selvfølgelig helst alle tre point. Jeg håber på en god stemning på stadion, et stadion der både er godt og har en god bane. 

- Det er altid sjovt at møde klubber fra Bundesligaen, og Stuttgart var vel – i hvert fald på papiret – det mest kendte hold i gruppen. Det bliver også sjovt at spille overfor William igen, for det er nok en fem-seks år siden, jeg sidst prøvede at spille overfor ham.


Martin Vingaard:

- Det bliver sjovt at møde William, og det var vel også hvad vi havde håbet på ved lodtrækningen, enten William og Stuttgart eller Zanka og PSV Eindhoven. Hvis vi kan få et godt resultat, så vil vi – efter at have spillet to svære udekampe – for alvor være i live i gruppen.


Thomas Delaney:

- Vi kan nok forvente, at Stuttgart vil frem af banen. De har jo fået en dårlig start på gruppen, og mon ikke at de gerne vil vaske pletten af efter 0-2 nederlaget til Molde? For det vil helt sikkert ikke blive populært hernede, hvis de igen taber til et nordisk hold.