Jess Thorup

Thorup: En stor skuffelse, som vi hurtigt må lægge bag os

”Det er selvfølgelig en stor skuffelse, at vi kun står med det ene point efter en kamp, som det længe så ud til, at vi ville vinde, og hvor vi også havde chancerne til det,” sagde cheftræner Jess Thorup efter 1-1-resultatet i Brøndby.

”Jeg synes ellers, at vi spiller en rigtig fin kamp, og jeg hæfter mig især ved, at vi i dag skaber mange store chancer, som vi selvfølgelig skal udnytte bedre. Jeg sagde allerede i pausen, at vi ikke ville forsvare 1-0 hjem men gå ud og jagte 2-0 og 3-0 for at lukke kampen og undgå de tilfældigheder, som jeg synes kom til at afgøre kampen til sidst.”

”Selv om vi får det røde kort, skal vi stadig være så rutinerede, at vi kan køre den hjem. Men vi formåede ikke at holde i bolden og komme op og spille på deres halvdel, men trak os i stedet for langt tilbage på banen, og så sker sådan noget som det her.”

”Det er dødærgerligt, og alle er naturligvis enormt skuffede lige nu over at miste to point, men vi er nødt til at hurtigt at evaluere den her kamp og komme os over skuffelsen og så se fremad, for vi har en kamp mod Silkeborg allerede på onsdag.”

”Vi har både prøvet at være langt efter i tabellen og langt foran, men jeg har hele tiden sagt, at det bare handler om at ligge nummer et, når turneringen er slut. Midt i skuffelsen i dag skal vi derfor huske, at vi stadig selv kan afgøre det, selv om det nok kræver, at vi skal vinde de sidste tre kampe.”

”Nu koncentrerer vi os foreløbig om den på onsdag, hvor vi har vores egne fans med os igen på hjemmebane i Parken,” sluttede Jess Thorup.

>> Find din plads til onsdagens Silkeborg-kamp