Pep Biel

Kampreferat: Derby-dukkert i tillægstiden

De to hold
I forhold til sidste søndags 0-0-kamp i Herning startede Paul Mukairu i stedet for William Bøving, hvilket Thorup begrundede med et ønske om at bruge hans fart og dybdeløb til at true Brøndbys bagkæde. Khocholava og Stage var fortsat ikke klar til kamp. Brøndby måtte undvære karantæneramte Andreas Maxsø og Anis Ben Slimane.

Uden FCK-fans i Brøndby var alt ikke, som det plejede, og ligesom vores fans gjorde i Derbyet i Parken, så lavede Brøndbyfansene også stemningsboykot i de første 20 minutter.

Nede på banen kom Brøndby heller ikke blæsende for fuld fart nede, som vi ellers ofte har set det herude. De fik dog kampens første chance i det 8. minut, da Tshiembe kom højest på et hjørne, men headede lige på Grabara.

Action i FCK-feltet


Fin kontrol over tingene
Efterhånden som kampen ”satte sig”, kontrollerede vi dog spillet udmærket, og efter et lille kvarters tid havde Lukas Lerager et godt, fladt langskud, som Mads Hermansen reddede nede ved stolpen.

Efter 20 minutter skruede Brøndby-fansene op for lyden og næsten samtidig kom vi til kampens hidtil bedste chance, da Nicolai Jørgensen fik en tilfældig skudchance i feltet, men sendte bolden forbi mål.

Kvistgaarden kom også til en chance fra spids vinkel, som Grabara gik godt ud og blokerede, men det var stadig os, der havde bedst fat i kampen.

I det 27. minut blev en Diks-fremlægning styret videre ind i feltet, og Pep Biel pressede sig mellem to forsvarere og afsluttede, men Hermansen reddede fornemt.

Minuttet efter var keeperen dog chanceløs, da Pep Biel lavede et regulært drømmemål!

Et Diks-indlæg fra venstre blev lidt tilfældigt styret uden for feltet, hvor Pep firsttimede med sin fantastiske venstre inderside og skruede bolden op i krydset, hvor den gik ind via underkanten af overliggeren!

Pep Biel


Kæmpe chance til 2-0
Kort efter udgik Nicolai Jørgensen med noget, der lignede en forstrækning og blev afløst af Khouma Babacar.

Senegaleseren fik tre minutter før pausen en kæmpe chance, da Claesson spillede ham helt fri i feltet, men han overplacerede afslutningen, der gik langt forbi.

I sidste minut sendte Divkovic en afslutning over Grabaras mål, men inden pausen nåede Babacar også at få en halv chance efter en smart Pep Biel-dødbold, men i stedet for at skyde første gang, så tæmmede han bolden og blev tacklet.

Thorups tropper gik til pause efter en velgennemført halvleg, hvor vi både kontrollerede spillet fint og skabte mange flere chancer end i de seneste kampe. Men som Thorup bemærkede i pauseinterviewet: vi skal ud og jage 2-0 og 3-0 og ikke prøve at forsvare den hjem.

Som sagt, så gjort, for selv om hjemmeholdet kom mere aggressivt ud til 2. halvleg, skabte vi en ny stor chance efter bare fire minutter, da Pep Biel chippede Babacar fri i feltet. Han tog bolden godt med, men Hermansen nåede ud og blokerede hans afslutning.

Khouma Babacar


Fem minutter senere kom Hedlund til en god chance i den anden ende, da Cappis fandt ham i feltet, men efter han havde trukket sig fri, ramte han bolden skævt, så den gik langt forbi.

Inden kampen var hele vores bagkæde i øvrigt i karantænefare, og efter en times tid fik Diks et gult kort, som sendte ham ud af Silkeborg-kampen på onsdag.

Tre minutter efter kunne Diks også have fordoblet føringen, da han kom godt op til et hjørne ved forreste stolpe og headede så tæt forbi, at bolden strøg i sidenettet.

Vi lagde nu et solidt pres på Brøndby i en halv snes minutter, hvor Bøving og Jóhannesson også kom ind for Claesson og Mukairu, men et kvarter før tid svarede Brøndby igen. Hedlund blev spillet godt fri midt i feltet, men Grabara kom hurtigt ud og tacklede bolden væk.

Kamil Grabara


Brøndby appellerede naturligvis for straffe, da Hedlund gik i græsset, men dommer Tykgaard så ikke noget ulovligt i duellen om bolden. Et par hidsige diskussioner og tilløb til lidt tumult udløste dog gule kort til både Grabara og Hedlund.

Rødt kort til Diks
Fra da af mistede vi lidt af grebet om kampen, og vi formåede ikke at holde bolden oppe på deres halvdel og køre den rundt. Alligevel var det ikke langt fra, at Isak Johannesson headede et fint Falk-indlæg ind i målhjørnet i det 80. minut, men Hermansen afværgede med en én-hånds-redning.

Da havde Elias Jelert afløst Peter Ankersen og indtaget venstre back, mens Diks rykkede over i højre, men her blev hollænderen desværre ikke længe.

I det 86. minut rev han Carl Björk ned i en ellers ret ufarlig situation ude på kanten, og det kostede endnu et gult kort, som reducerede os til ti mand i de sidste hektiske minutter.

Kevin Diks


Udligning i tillægstiden
I det 89. minut var vi heldige, at Hedlund fra få meters afstand headede et Bjur-indlæg over mål, og vi havde stadig problemer med at holde på bolden, når vi selv havde den.

Det blev straffet på smertelig vis, da Mathias Greve et minut inde i tillægstiden modtog en aflevering i feltet fra Riveros og fik lidt for god plads til at tage et træk, inden han med et fladt spark sendte bolden i mål via indersiden af stolpen.

Det er vist ikke nødvendigt at udpensle, hvordan skuffelsen og frustrationen stod malet i ansigterne på københavnerne, for enhver kan regne ud, hvordan det føles at smide en Derbysejr i tillægstiden - og så tilmed i den afgørende mesterskabsstrid.

Efter at have været seks point bagud i efteråret, tog vi hen over vinteren løvespring i tabellen og førte en overgang med ni point, men her med tre runder tilbage er forspringet reduceret til et enkelt point – og en bedre målscore.

Derfor er vi heldigvis stadig i den situation, at vi selv kan afgøre det hele, men det kræver nok, at vi lever op til den kendte københavner-klassiker: "Det er kun sejre, der tæller!"