Andreas Bjelland

Spillerreaktioner: En god start var ikke nok

Rasmus Falk
”Det var ikke godt nok. Vi var egentlig gode nok på bolden i de første 15-20 minutter, men herefter holder vi op med at være gode – og Malmö kommer mere og mere på bolden og får også en masse dødbolde. Det virkede som om, at vi koncentrerede os for meget om at stå godt i kæderne, vi kunne ikke spille os ud af deres pres – og jeg følte, at vi nok spillede for simpelt, og at ingen turde prøve at spille med en smule risiko. Jeg er da glad for, at vi er videre, men det er altså en sær følelse vi står med. Det er nederlaget der fylder lige nu, for det er meget irriterende at tabe i dag – specielt når vi nu havde så flot en ramme med en solid opbakning fra tilskuerne”.

Sotirios Papagiannopoulos
”Det var ikke mange chancer vi gav væk, men omvendt gav deres defensiv heller ikke mange chancer væk. Hvad angår målet, er det jo rent uheld, jeg kunne ikke gøre noget – bolden ramte mig, og så var vi desværre bagud. Men hvor vi var uheldige der, var vi til gengæld heldige med den anden kamp, så jeg er trods alt glad for at være gået videre i Europa”.

Nicolaj Thomsen
”Vi får en fin start og kører bolden godt rundt. Men efter den periode hvor de får en masse hjørnespark, mister vi initiativet og gassen går lidt af vores spil. Herefter havde vi lidt svært ved at komme ind i kampen ingen. Vi fik forsvaret meget – og gjorde den del godt – og vi gav ikke mange chancer væk, men kom så heller ikke selv frem til mange chancer, selvom vi vel nok havde lige præcis nok chancer til, at vi kunne have fået 1-1”.

Kalle Johansson
”Det var jo rent uheld, at de fik deres mål – mere er der ikke at sige om det. De havde ikke mange skud, der var nogle løse chancer – og en enkelt stor til Rosenberg, men ellers havde jeg en rolig aften i målet. Men vi er videre, og det er hvad der tæller”.