Sol og næsten sommer

Træningsanlægget på Peter Bangs Vej viste sig i dag fra sin allersmukkeste side, med nyklippet græs badet i højt solskinsvejr, der mest af alt inviterede til at holde fri.

 

Af Karsten Heitmann

Det var en trup på 25 mand, der efter tre opvarmningsrunder med en bold hver, startede op med at spille kantspil og smørklat, igangsat af den eneste instruktion på engelsk den dag, nemlig Peter Nielsens “Leave your balls behind!”.

 

Tobias Linderoth selvtrænede noget af tiden, men var dog fuldt aktiv da Ståle igangsatte en 23 minutters lang øvelse på hel bane, hvor angrebene bølgede ned mod Benny Galls mål og hvor en giftig front-trio bestående af Jesper Grønkjær, Ailton og Atiba Hutchinson fik sat FCK2-træneren på arbejde. Der blev delt både instruktioner og roser ud til Ailton og Berglund i takt med de skulle udføre den i Danmark højest rangerede nordmands kommandoer.

 

Pimpongs sidste arbejdsdag i FCK-trøjen blev for hele truppens vedkommende sluttet af med en konkurrence, hvor overliggeren skulle rammes ude fra straffesparksfeltet, og hvor taberen skulle give omgang til hele holdet. Cheftræneren deltog også, og det blev så en af de yngre i truppen, der ikke var meget for at sige hvem han var, der måtte lufte læderet. FCK.DK fik sig dog sporet frem til at den pågældende er i familie med en Finn, en Michael og en Brian…

 

 

Niclas tilbage i hjemlige omgivelser...
Foto: Karsten Heitmann / © F.C. København

 

 

Ståle taler med Grønkjær...
Foto: Karsten Heitmann / © F.C. København

 

 

Tobbe i front...
Foto: Karsten Heitmann / © F.C. København

 

 

Det sidste håndtegn fra Pim i FCK-regi...
Foto: Charles Maskelyne / © F.C. København