Se den nye FCK-spillerbus

F.C. København har i samarbejde med MAN skabt den nye spillerbus, der fremover skal være FCK-spillernes base, når de rejser landet rundt til kampe:

”Spillerbussen er mere end et transportmiddel for os. Den er på mange måder et centralt punkt omkring vores kampforberedelse, når vi spiller på udebane. Derfor har det været vigtigt for os, at vi med den her bus giver spillerne optimale muligheder for at forberede sig til kampene og have den bedst tænkelige base straks efter kampene. Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med MAN om at udvikle den nye spillerbus til et miljø, der giver de rigtige forhold for både forberedelse før kampene og restitution efter kampene. Samtidig er den designet, så den kan fungere som en arbejdsplads for staben omkring holdet med alle de ting, der skal til for at det fungerer i forhold til teknologi og indretning,” siger Daniel Rommedahl, der er Administrationschef i F.C. København.

Hos den tyske producent MAN har man også været glade for samarbejdet omkring udviklingen af den nye FCK-bus:

”Vi har haft en rigtig god dialog og et tæt samarbejde med FCK, der ligesom os altid går efter at være de bedste. Vi har kunnet bruge den store erfaring, vi har fra vores samarbejde med andre store europæiske klubber, og sammen med FCK kunnet skræddersy den optimale løsning til de behov og ønsker, der var. Det har været en spændende proces, vi er meget tilfredse med resultatet og ser frem til at se bussen ude i landet,” siger Claus Lindholm, der er Markedkommunikationschef hos MAN i Danmark.

Den nye spillerbus bliver taget i brug af Superligaholdet til kampen mod FC Midtjylland d. 9. april.