PARKEN køber mere Lalandia

PARKEN køber mere Lalandia

I forbindelse med præsentationen af kvartalsregnskabet for perioden 1. juli 2007 - 30. september 2007 har PARKEN Sport & Entertainment A/S oplyst, at selskabet nu ejer 100 procent af aktierne i Lalandia Billund, der åbner 1. juni 2009 og bliver Nordeuropas største oplevelses- og feriecenter. Derudover har selskabet indgået aftale om at øge sin ejerandel i Lalandia Rødby fra 75 til 85 procent gennem udnyttelse af en option i aftalen med den mindretalsaktionær, der stadig vil eje de resterende 15 procent. Begge køb er sket efter udløbet af kvartalsregnskabsperioden.

 

PARKEN Sport & Entertainment har købt de sidste 25 procent af aktierne i Lalandia Billund af REKA Gruppen for 101,5 mio. kr., der erlægges med 65 mio. kr. kontant, 25 mio. kr. aktier i PARKEN Sport & Entertainment A/S og 11,5 mio. kr. i takt med salg af yderligere grunde i Lalandia Billund A/S.

 

Solid økonomisk udvikling
PARKEN Sport & Entertainment A/S er i gang med en omlægning af regnskabsåret, således at dette fremover vil følge kalenderåret, hvilket indebærer, at selskabet aflægger et 18-måneders regnskab for perioden 1. juli 2006 til 31. december 2007.

 

I 5. kvartal af 18-måneders regnskabet (1. juli 2007 - 30. september 2007) steg indtægterne med 3,6 procent til 274,4 mio. kroner (mod 264,9 mio. kr. i samme periode i forrige regnskabsår (1. kvartal af regnskabsåret 2006/2007)), og resultatet før transferaktiviteter, finansielle poster og skat steg med 2,4 procent til 68,6 mio. kr. (67,0 mio. kr.). Resultatet før skat faldt til 42,9 mio. kr. (64,5 mio. kr.), hvilket skyldes salg af transferrettigheder i samme periode i forrige regnskabsår (primært salget af Álvaro Santos). 

 

Totalt har PARKEN Sport & Entertainment A/S haft 1.275,1 mio. kr. i indtægter i de første 15 måneder af regnskabsåret. Resultatet før transferaktiviteter, finansielle poster og skat er 238,6 mio. kr., mens resultatet før skat er 158,4 mio. kr.

 

- Alle forretningsområder udvikler sig solidt med Lalandia Rødby som dette kvartals bedste eksempel. Ferie- og oplevelsescenteret havde i juli for første gang over 100.000 overnatninger på en enkelt måned, og med de kommende udvidelser i form af blandt andet et stort opvarmet udendørs spa- og poolområde samt to biografsale er jeg sikker på, at den positive udvikling vil fortsætte i de kommende år. Vi deler gæsternes begejstring for Lalandia-konceptet, og jeg er særdeles tilfreds med, at vi nu ejer det kommende center ved Billund 100 procent samt at vi øger vores ejerandel af Lalandia Rødby til 85 procent, siger Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment A/S og fortsætter:

 

- Vi gnaver i øjeblikket af på nogle betydelige rent regnskabstekniske afskrivninger i forbindelse med købet af fitness dk, hvorfor datterselskabet lige nu bidrager negativt til koncernens regnskab. Det er helt planmæssigt, og ekspansionen af Danmarks største fitness-kæde fortsætter med stor kraft. Vi har således i dag 33 centre over hele landet og over 95.000 medlemmer. Begge disse tal vil vokse i de kommende måneder, siger Flemming Østergaard, der erklærer sig tilfreds med 15-måneders regnskabet.

 

 

>>> Hent delårsrapporten her!