Jacob Neestrup

Neestrup: En virkelig flot præstation med meget få udfald

”Det var en virkelig flot præstation, og det er også sådan, vi gerne vil præsentere os selv,” sagde Jacob Neestrup efter 4-0-sejren over Randes.

”De har lige en stor chance i starten, men ellers er jeg især tilfreds med, at vi har meget få udfald i kampen. Det giver os vores offensiv gode forudsætninger for at shine.”

”Så det var dejligt at se et godt, stabilt niveau, hvor vi i perioder virkelig rammer et højt niveau. Og der er stadig stor sult i holdet for at blive ved med at vinde, og sådan skal det også være. Og vi fik også fjernet de lidt negative vibes efter vores dårlige start på Breidablik-kampen forleden, og de tre mål vi endte med at lukke ind.”

Diogo Goncalves markerede sig igen stærkt med to scoringer, men det overrasker ikke Neestrup.

”Han leverede også på et højt niveau i slutningen af foråret, og det er han fortsat med i den nye sæson, og det er også det, vi regnede med, da vi hentede ham. Jeg ved godt, at han fik en lidt svær start, hvor han også havde en skade, men sådan er det ofte i en ny klub.”

”Falk leverede også igen på højt niveau og har haft en flot sæsonåbning. Det klæder ham, at han nu ligger længere fremme på banen, og han tager et stort ansvar og lederskab gennem sit spil med bolden, og ikke så meget ved at råbe og skrige.”

”I dag er jeg især også glad på William Clems vegne, efter at han blev taget ud efter en halv time i onsdags. Det er et stort pres, der hviler på en ung spillers skulder, og derfor er det også vigtigt, at alle omkring ham og på tribunerne er med til at løfte ham tilbage. Det betyder meget for mig.”

Nu venter der en vigtig kamp allerede igen på tirsdag, og det glæder Neestrup sig også til.

”Det er sådan, det skal være, og det er også derfor, vi har en bred trup med hård kamp om pladserne. Sidste sæson spillede vi vel 14-15 kampe mere end de hjemlige konkurrenter, og selv om Midtjylland og Nordsjælland forhåbentlig også kommer i gruppespil i år, så skal vi stadig selv håndtere mange kampe.”

”Der må man ikke glemme, hvordan det så ud sidste sæson, hvor vi i perioder trak store veksler på de samme spiller, men jo alligevel endte med The Double. Så jeg er bare glad for, at jeg nu har mange at vælge mellem,” sluttede Neestrup.

>> Find din plads til Sparta-kampen på tirsdag

>> Se det kommende Superliga-program her