Robert Mudražija

Mudražija udlejet til HNK Rijeka

F.C. København og kroatiske HNK Rijeka er blevet enige om en aftale, der sender Robert Mudražija på et lejeophold i Kroatien de kommende 18 måneder.

Mudražija kom til FCK i januar 2019 fra NK Osijek og har under sit ophold i København været hårdt plaget af skader:

”Robert har haft et ujævnt forløb hos os med mange skader og afbræk, og derfor har det været vanskeligt for ham for alvor at etablere sig i forhold til at spille kontinuerligt," siger William Kvist.

"Det har en spiller i hans alder brug for, hvis han skal forløse sit potentiale, og derfor ser vi et lejeophold i en liga, han kender godt som en god mulighed for ham. Her vil han få de kampe, han har brug for, og så vil vi følge hans udvikling."

"Han er helt sikkert en talentfuld spiller, og vi håber selvfølgelig, at opholdet i Rijeka, og en masse kampe der, kan være med til at give ham det løft, han har brug for,” siger William Kvist.

Mudražija selv ser også frem til at genstarte karrieren i hjemlandet.

”Det er ikke gået, som jeg havde håbet i FCK indtil videre, hvor jeg har været meget skadet, og derfor ikke har fået den tid på træningsbanen og i kamp, jeg havde ønsket i forhold til at udvikle mig."

"Nu ser jeg frem til at komme retur til Kroatien og få en frisk start i en god klub, og så vil jeg give alt der for at få en masse kampe og succesoplevelser, og så må vi se, hvad fremtiden bringer,” siger Robert Mudražija.