Kybunpark, St. Gallen

Lugano-udekampen spilles i St. Gallen

Vores næste europæiske udekamp mod FC Lugano bliver ikke spillet i Lugano, men i St. Gallen, der ligger ca. 250 km nord for Lugano.

FC Luganos eget Cornaredo stadion i Lugano er ikke godkendt til europæiske kampe, og derfor spiller de deres hjemmekampe på Kybunpark i St. Gallen.

Vi har før haft udekampe på "lånte" stadioner
De senere år har vi mødt en del hold, der ikke har benyttet deres eget stadion, og det er heller ikke usædvanligt, at hjemmeholdet har måttet flytte sig flere hundrede kilometer.

I 2018 mødte vi f.eks. ikke Atalanta i hjembyen Bergamo, men i Reggio Emilia, der ligger ca. 200 km væk.  (en køretur på ca. 200 km). I 2017 spillede vi den berømte tågekamp mod FC Zlin i Olomouc, der ligger ca. 60 km nord for Zlin.

I februar 2017 spillede vi også 1/16-finale mod Ludogorets på Natsionalen Stadion Vasil Levski i Sofia og ikke på Ludogorets Arena i deres hjemby Razgrad ca. 350 km væk.

Der kommer nok ikke mange...
I den schweiziske liga har Lugano i snit ca. 3.500 tilskuere til deres hjemmekampe på Cornaredo stadion, men de to første gruppekampe mod Dynamo Kyiv og Malmö FF trak kun 1.281 henholdsvis 1.875 tilskuere, dvs ca. halvt så mange.

For Lugano-fansene er det også en lang tur at køre, når kickoff først er kl. 21 på en hverdagsaften, og der er åbenbart ikke mange lokalefans, der dukker op for at se Luganos europæiske kampe.

Det er ellers ikke fordi, der ikke er fodboldinteresse i St. Gallen. Byens eget hold ligger p.t. nr. 3 i ligaen og har i snit 12.500 tilskuere, når de spiller på Kybunpark. Det er ganske pænt for schweiziske klubber, når man ser bort fra topklubberne Young Boys og FC Basel, der begge har over 20.000 i snit.

Om Kybunpark
Kybunpark, der tidligere hed AEG Arena, blev indviet i 2008 og erstattede det knap 100 år gamle Espenmoos Stadium.

Espenmoos stadion
Det gamle Espenmoos Stadion blev bygget nogenlunde samtidig med Københavns Idrætspark


Det nye stadion rummer ca. 20.000 tilskuere, men til UEFA-kampe nedsættes kapaciteten til ca. 17.000.

>> Se også vores Lugano-optakt før hjemmekampen i september