Lars Seier Christensen: Jeg vil det bedste for FCK

Mandag kom det frem, at Seier Capital A/S, der er erhvervsmanden Lars Seier Christensens private investeringsselskab, har købt 22,55 procent af aktierne i PARKEN Sport & Entertainment.

Til torsdagens pressemøde i Telia Parken havde Lars Seier følgende at sige til klubbens fans og følgere:

- Jeg flyttede fra Danmark i 1981, lige efter min studentereksamen og jeg kom hjem igen i 1995 - og der begyndte jeg at komme i Parken. Jeg var således aktiv fan næsten fra starten af den nye klub, der var blevet skabt mens jeg boede i udlandet. Jeg har stået på lægterne, været med i erhvervsklubben og haft en flot boks her i perioder. Så jeg er en rigtig fan, på alle niveauer, og jeg vil det bedste for FCK. 

- Det er et privilegium for vores klub at ligge i København og bære den danske hovedstads navn. Og det forpligter. FCK skal være et kulturelt flagskib og ambassadør for København - ligesom F1-projektet jeg forsøgte at skabe, bare mere permanent, og mere integreret. København har et stort brand ude i verden, men det kan blive større. Det skal FCK hjælpe med.

- FCK skal være Københavns klub i endnu højere grad end i dag, vi skal opbygge en større fanbase, vi skal gøre det til en uundværlig oplevelse at se FCKs kampe for Københavnerne, ligesom det er det for indbyggerne i Barcelona, eller Liverpool, eller München at se deres ’Byens Hold’. Den status, som en central del af Københavns DNA, den skal vi udbygge fremadrettet. Også når det gælder koncerter, og andre store begivenheder.

- Jeg er her af flere grunde, men i høj grad for fodboldens skyld. FCK er Skandinaviens bedste hold og det skal vi blive ved med at være. 

- På sigt kan vi godt komme op på et højere niveau.

- Vi skal løbende højne vore sportslige ambitioner, på en økonomisk forsvarlig og langtidsholdbar måde. Champions League skal en dag være reglen, ikke undtagelsen. Og vi behøver ikke at ryge ud i gruppespillet. Vi kan gøre det endnu bedre, lød det fra Lars Seier.

Hør hele pressemødet med Lars Seier Christensen og bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment A/S, Bo Rygaard, lige her:
 


>> Læs mere om F.C. Københavns strategi for fremtiden her