Isak Bergmann Johannesson i aktion for Islands landshold
Isak Bergmann Johannesson i aktion for Islands landshold mod Venezuela. (ARKIVFOTO)

Landsholds-overblik: Mål af Claesson, Isak og Orri

Der har været flere scoringer af FCK'ere i venskabskampe og ungdomslandskampe i de seneste dage. 

Her er et samlet overblik over de FCK'ere, der har været på landsholdsopgaver inden juleferien - bortset fra de tre spillere, der er med deres landshold til VM - Cornelius, Grabara og Ryan.

Viktor Claesson, Sverige
Var på bænken hele kampen, da Sverige vandt 2-1 over Mexico i Spanien, og spillede efterfølgende 65 minutter og scorede en enkelt gang, da Sverige vandt 2-0 i Malmö over Algeriet lørdag aften.

Hákon Arnar Haraldsson og Isak Bergmann Johannesson, Island
I semifinalen i venskabsturneringen Baltic Cup spillede Isak de første 62 minutter og Hákon de første 75 minutter mod Litauen, som Island vandt efter straffesparkskonkurrence efter 0-0 i den ordinære kamp.

I finalen stod Island overfor Letland, og her scorede Isak Bergmann Johannesson på straffespark i den ordinære kamp, der endte 1-1. Isak scorede endnu engang i straffesparkskonkurrencen, som Island til sidst vandt 8-7 og dermed kan FCK-duoen kalde sig Baltic Cup-vindere 2022. Hákon Haraldsson spillede de første 75 minutter af finalen.

Mohamed Daramy, Danmark U20
Kom torsdag ind til den sidste halve time af venskabskampen mod Sverige i Tyrkiet, der endte 2-2.
Søndag spillede han de første 74 minutter af 3-0-sejren over Ungarn, der ligeledes blev spillet i Tyrkiet.

Elias Jelert og Valdemar Lund var også udtaget, men har meldt afbud. Ligeledes var det aftalt med DBU, at Victor Kristiansen blev hjemme, selvom han også var udtaget.

William Clem og William Kaastrup, Danmark U19
Clem spillede hele kampen, da Danmark i den første af to venskabskampe mod Tjekkiet vandt 3-2 i Spanien i en venskabskamp, mens William Kaastrup kom ind i 2. halvleg til sin U19-landsholdsdebut.

I mandagens møde med tjekkerne startede William Kaastrup inde, mens William Clem kom ind i 2. halvleg af kampen, som Danmark vandt 3-1. 

Orri Oskarssson, Island U19
Angriberen scorede sejrsmålet, da Island slog Skotland 1-0 i EM-kvalifikationen.
Siden tabte holdet 0-2 til Frankrig i en kamp, hvor Orri sad på bænken.

Tirsdag eftermiddag vandt Island 4-1 over Kazakhstan, og Orri scorede to gange selvom han kun spillede de første 45 minutter.

Aksel Halsgaard, Noah Sahsah, Oscar Højlund, Alexander Illum Simmelhack og Emil Højlund, Danmark U18
Noah Sahsah spillede de første 70 minutter og scorede mod Portugal, da Danmark vandt 4-1 i en international miniturnering i Kroatien. Emil Højlund scorede også og spillede de første 62 minutter af kampen, mens Oscar Højlund og Alexander Illum Simmelhack kom begge ind efter 62 minutter.

Alexander Illum Simmelhack fik de første 70 minutter og scorede en enkelt gang i fredagens 5-3-sejr over Irland, hvor også Aksel Halsgaard spillede hele kampen, mens Noah Sahsah og Emil Højlund kom ind til de sidste 20 minutter.

Mandag tabte Danmark 0-2 til Japan, og her spillede Noah Sahsah alle 90 minutter, mens Oscar Højlund og Simmelhack kom på banen efter pausen uden dog at komme på måltavlen.

Thomas Bjørn Miezan, Færøerne U17
Spillede tre kampe i EM-kvalifikationen mod Slovenien, Portugal og Kasakhstan, som Færøerne alle tabte.