Ny sæson – nye trøjer

Kappa og FCK indgår Nordens største aftale

F.C. København og det italienske tøjmærke Kappa har forlænget samarbejdet med yderligere tre sæsoner til 30. juni 2012. Til den tid vil Byens Hold have spillet i Kappa i otte år.

Aftalen kan indbringe F.C. København over 40 mio. kroner over de tre år, og begge parter er overbeviste om, at det er den største aftale nogensinde i Norden mellem en leverandør af tøj og en professionel sportsklub.

Udover leverancerne af tøj til klubbens spillere, trænere og ledere modtager F.C. København et fast årligt millionbeløb, royalty for hver solgt FCK-trøje samt en årlig bonus, der er afhængig af klubbens sportslige resultater såvel nationalt som internationalt.

- Vi havde flere spændende tilbud på hånden, for F.C. Københavns succes i de senere år er bestemt ikke gået ubemærket hen ude i Europa, men vi valgte at forlænge med Kappa, da vi blev præsenteret for et meget attraktivt tilbud. Det har naturligvis også spillet ind, at vi har været tilfredse med det hidtidige samarbejde, siger bestyrelsesformand i F.C. København, Flemming Østergaard.

Nordens største fodboldklub
Primetime Nordic, der er Kappas nordiske licenstager, og ejerne af Kappa-varemærket, Basic net S.p.a., ser frem til det fortsatte samarbejde med F.C. København:

- Forlængelsen med Nordens største fodboldklub er helt i tråd med vores strategi om langvarigt samarbejde til gensidig fortjeneste. Vi er glade for det professionelle samarbejde med F.C. København, der helt sikkert har været med til at udvikle Kappa til et af Danmarks førende brands på markedet, siger administrerende direktør i Primetime Nordic A/S, Steen Hummeluhr og fortsætter:

- Vi glæder os til at præsentere Kombat 2009-trøjen for F.C. København og klubbens mange fans i næste sæson. Det er den seneste udvikling af Kombat 2000, der i sin tid blev designet til det italienske landshold og revolutionerede markedet for fodboldtrøjer med sine fantastiske egenskaber i stræk, design og kvalitet.

Når den nye aftale nærmer sig sin afslutning i juni 2012 vil F.C. København have spillet i Kappa i 8 sæsoner af klubbens til den tid 20-årige eksistens.

Udover F.C. København spiller internationalt kendte klubber som Werder Bremen, AC Roma, Feyenoord, Vålerenga, Nantes, Sampdoria og Real Betis i Kappa.