Keld Jørgensen, K.B.

Keld Jørgensen udnævnt til æresmedlem i K.B.

På K.B.’s årlige generalforsamling blev Keld Jørgensen med stående applaus udnævnt til æresmedlem.

Keld Jørgensen har været medlem af K.B. siden 1967 og været både ungdomstræner og leder, og siden 2000 har han været medlem af K.B.’s bestyrelse. 

Det var han også fra 1989-94, hvor han desuden var fodboldformand i K.B. i netop den periode, hvor F.C. København blev grundlagt, da K.B. og B1903 gik sammen om at skabe en ny storklub i Hovedstaden.

Keld har således sat sit præg på F.C. København lige fra begyndelsen - og endda i mere end én forstand, for det var ham, der foreslog at løven skulle være vores symbol, og han tegnede også det udkast, der endte med at blive F. C. Københavns klublogo.

>> Læs mere om historien bag logoet

Keld har haft mange andre hverv i K.B. og i foreningslivet, hvilket også fremgår af indstillingen om at udnævne ham til æresmedlem:

“Keld er en stærk, vellidt og respekteret netværker, og repræsenterer K.B. på bedste vis i et utal af udvalg og bestyrelser. Her skal særligt fremhæves Kelds plads i Folkeoplysningsudvalget i Frederiksberg Kommune som repræsentant for alle idrætsforeninger på Frederiksberg. En post der særligt tydeliggør hvilket stort foreningsmenneske, Keld er.”

F.C. København ønsker Keld tillykke med den velfortjente æresbevisning.

Jubilæum og medlemsrekord
Kjøbenhavns Boldklub er den ældste fodboldklub uden for de britiske øer og fejrer den 26. april sit 150-års jubilæum.

K.B. rundede for nylig en anden flot milepæl, da de blev den første danske fodboldklub, der rundede 2.000 børne- og ungdomsmedlemmer.