
F.C. København, Unibet og Røde Kors til kamp for danskernes mentale sundhed
Hvordan har din sidemakker det egentlig?
Selv i flok, i fællesskabet eller i venners lag kan man føle sig ensom. Problemer med den mentale sundhed kan spænde ben for os alle. Stå i vejen for glæden og evnen til at udfolde sig og lægge sig som en tung dyne, der kan føre til stress, isolation og udfordringer med at håndtere dagligdagen.
Flere og flere danskere oplever lige netop det – at deres mentale sundhed er udfordret.
Derfor sætter F.C. København sammen med Røde Kors og Unibet fokus på den mentale trivsel og opfordrer alle fans til at spørge deres sidemakker: Hvordan har du det egentlig?
Trøjer med mening
Selv et simpelt spørgsmål kan gøre en forskel for den enkelte, men i fællesskab kan vi sammen starte en vigtig samtale, der berører os alle.
Derfor løber F.C. Københavns spillere på banen i Parken den 21. september mod Silkeborg IF i en helt særlig trøje med Røde Kors-logoet på brystet. Unibet giver sin sponsorplads på spillertrøjerne videre som led i kampagnen med fokus på mental sundhed.
”Alt for mange føler sig udenfor. Ifølge de nyeste tal føler hver femte unge dansker mellem 16 og 26 år sig ensom," siger Lars Gade Nielsen, General Manager hos FDJ United.
"Det er en alvorlig udvikling, som kræver fokus og handling. Vi vil gerne bidrage til den vigtige samtale, og derfor er Røde Kors’ logo på trøjerne til denne kamp i stedet for Unibet."
Den særlige anledning gør, at Carlsberg også overdrager sin sponsorplads på trøjernes ærme.
Røde Kors har i den seneste håndfuld år oplevet en markant eskalering i efterspørgslen på støtte til danskere i svære livsomstændigheder eller kriser. Der er derfor brug for langt flere frivillige til at understøtte indsatsen for den mentale trivsel.
”Vi ved, at følelsen af at høre til er afgørende for vores trivsel," siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.
"Men alt for mange mennesker i Danmark savner et fællesskab, de kan være en del af. Derfor er vores arbejde i Røde Kors fokuseret på netop det: at skabe relationer og nærvær, der styrker og glæder."
"Derfor er vi også meget taknemmelige for og stolte af samarbejdet med FCK og Unibet, for vi ved, at den indsats og synlighed vil gøre gavn”, siger Anders Ladekarl.
Hvordan har du det egentlig?
I F.C. Københavns spillertrup er mental sundhed også en væsentlig komponent i dagligdagen både blandt spillere og trænerteam, der også omfatter en sportspsykolog.
Sammenholdet og de sociale relationer er en vigtig drivkraft på banen, siger F.C. Københavns anfører, Thomas Delaney.
”Vi har en god gruppe, hvor vi kan være åbne og ærlige overfor hinanden. Det er helt afgørende, at vi har det godt for at kunne præstere – selv i et performancemiljø.
"Den psykologiske tryghed er meget vigtig, for den betyder, at man kan give noget af sig selv – både når det går godt, og når det er svært."
”Fodbold kan være et hårdt og kompromisløst elitemiljø, men i virkeligheden handler det om at have de rigtige mennesker omkring sig, som tager ansvar for hinanden. Og det kræver, at vi hele tiden kommunikerer og husker at spørge: Hvordan har du det egentlig,” fortæller Thomas Delaney.
Han bakkes op af CEO Jacob Lauesen:
”Vi har en stor platform og en enorm rækkevidde. Den skal vi bruge til at gøre en forskel. Ikke kun på banen men også i samfundet."
"Det forpligter os til også at sætte fokus på de svære ting i livet, og mental trivsel er essentielt for os alle,” siger Jacob Lauesen.
Overskuddet går ubeskåret til Røde Kors
Efter slutfløjt den 21. september bliver de specialdesignede F.C. København-trøjer sat på auktion. Hele overskuddet går ubeskåret til Røde Kors’ arbejde for mental trivsel og forebyggelse af ensomhed gennem frivillige fællesskaber.
Kampagnen er en del af det treårige partnerskab mellem Røde Kors og F.C. København og et konkret eksempel på, hvordan sport, civilsamfund og erhvervsliv sammen kan tage ansvar og bidrage til en vigtig samtale i samfundet.
>> Link til trøje-auktionen på odendo.dk
Har du lyst til at gøre en forskel for sårbare københavnere?
Røde Kors Hovedstaden arbejder særligt for at mindske ensomhed for voksne med manglende netværk og få relationer.
Vi oplever, at behovet er stort og søger derfor i øjeblikket flere frivillige. Du kan melde dig her, hvis du ønsker at bidrage som frivillig.