Kampreferat: Rap vs. FCK

90' Trods massivt pres mod slutningen formåede løverne ikke at få udlignet, og set over kampen som helhed må man nok sige, at kampen ikke fik en fortjent vinder. Men østrigerne - der 10 minutter før tid blev reduceret til 10 mand - kendte deres besøgelsestid og gentog dermed kunststykket fra deres første kamp mod Banik Ostrava, hvor de også vendte 0-1 til 2-1. Dermed kan de kalde sig vindere af årets Thermenland Cup i det sydlige Østrig.

90' Slut 2-1

85' Rapids 10 mand trækker sig forståeligt nok langt tilbage, hvilket giver FCK et nærmest power play-lignende pres, men uden at man rigtigt kommer frem til chancer.

82' 2-1 Nikica Jelavic... dårlig opdækning i feltet efter et indlæg fra Rapids venstre side, og Jelavic får lov at stå helt fri inde foran, hvor han let kan heade bolden ind til østrigsk føring

80' Rapids Andreas Dober får også en advarsel.

79' Wien må spille kampen til ende med 10 mand, efter Milan Jovanovic har set sit andet gule kort. Men det kunne lige så godt have været direkte rødt, for han stoppede simpelthen en fin stikning i feltet med hånden og forhindrede dermed en oplagt københavnsk målchance.

76' N'Doye sender et frispark på stolpen!

72' Ny dobbeltudskiftning - Niclas Jensen overtager venstre back fra Oscar Wendt, og foran sig får han Thomas Delaney i stedet for Jesper Grønkjær

67' Dansk dobbeltudskiftning - N'Doye afløser Santin i angrebet, og Vingaard kommer ind på højre midtbane. Kvist rykker ind centralt, og Thomas Kristensen følger Santin ud på bænken. Østrigerne er kommet bedre med i kampen efter den noget ufortjente udligning, der kom lidt ud af ingenting.

56' 1-1 Erwin Hoffer - slipper helt fri i vores venstre side, mistænkeligt nær offside, og levner ikke Jesper Christiansen nogen chance

53' Advarsel til Santin, der kommer for sent med en tackling ude ved det ene hjørneflag og nedlægger en østriger

52' Advarsel til Milan Jovanovic for at stemple Grønkjær ude på venstrekanten, formentlig i frustration over at den driblestærke 10'er drev temmelig meget gæk med ham. FCK har indledt halvlegen stærkt og sidder helt på spillet, mens østrigerne ikke har haft bolden ret meget.

48' Så burde det nok have stået 2-0, men Santin i god position afslutter ved siden af mål.

46' 2. halvleg er i gang - i kunstigt lys.

45' Ulrik Laursen og Morten Nordstrand skal på banen i stedet for Antonsson og Ailton.

45' Vi er sluppet for mere regn, men himlen er overskyet og efterhånden ret mørk, så mon ikke de lokale arrangører så småt overvejer at tænde for stadionlyset.

45' Pause - efter en lige og chancefattig halvleg, som Rapid indledte bedst, men hvor københavnerne efterhånden fik godt tag i spillet og altså også fik kampens hidtil eneste scoring på det, man jo pr. refleks må omtale som "en psykologisk vigtig scoring på et godt tidspunkt"...

42' 0-1 Ailton! Et langt udspark fra Jesper Christiansen ender hos Grønkjær, der finder Ailton, som snyder 2 mand, og alene med keeperen sætter han den sikkert til københavnsk føring.

36' Rapid Wien får bolden i nettet bag Jesper Christiansen, men der er korrekt vinket og fløjtet for offside.

34' Nyt godt dansk angreb, denne gang i venstre side, hvor Oscar Wendt støder med frem og bringer sig fri i venstre side efter en hurtig 1-2 med Ailton, og på hans fine tværaflevering er Santin centimeter fra at nå frem og prikke den ind.

33' Tæt på at Ailton får afsluttet i god position inde foran efter fin aflevering fra Pospech, men en forsvarer får lige akkurat prikket den væk for næsen af brasilianeren

28' Det er en åben affære, men Byens Hold virker til at have godt styr på tingene.

25' Østrigernes Yasin Pehlivan får gult kort for at stemple William Kvist.

24' Rapid kommer frem til deres hidtil bedste afslutning. Stefan Maierhofer kommer højest på et indlæg fra deres højre side, men Jesper Christiansen redder til hjørne.

20' Vi kan i øvrigt (af sikkerhedsmæssige årsager) ikke bekræfte, at DBU brugte samme "lodtrækningsmodel" som østrigerne i forbindelse med forårets pokalsemifinaler

18' FCK har fint kontrol med kampen lige nu.

16' Santin slipper fri af forsvaret og sætter kurs mod feltet, men nedlægges bagfra. Dommeren fløjter for frispark, men giver hverken gult eller rødt til forsvareren. Og han burde i øvrigt have benyttet fordelsreglen og ladet spille fortsætte, for bolden gik videre til Grønkjær... Kampens første dobbeltfejl!

9' Efter Rapid har haft bolden mest i indledningen på kampen, er københavnerne nu ved at få bedre fat.

7' Rapid Wien kvalificerede sig til denne "finale" ved forleden at besejre Banik Ostrava 2-1. Men allerede inden den kamp, havde de østrigske arrangører bestemt, at Rapid skulle i finalen mod FCK. Af sikkerhedsmæssige årsager ønskede man ikke et internt østrigsk opgør mod Sturm Graz...

3' Kampen blev i øvrigt sat i gang i skæret af en masse romerlys, som de medrejsende Wiener-fans antændte, da spillerne løb på banen.

1' Og allerede i kampens første minut har løverne en glimrende afslutning! Santin på højrekanten finder Ailton inde foran, men han afslutter forbi mål.

1' Så er kampen i gang.

0' Der forventes pænt mange tilskuere i dag. Rapid er en af de mest populære klubber i Østrig og har et stort følge med fra hovedstaden. Wienerne spiller i dag helt i grønt, mens Byens Hold er helt i hvidt.

0' Så er vi klar fra Bad Waltersdorf! Der er godt et kvarter til kick off, og derfor kommer det næppe som en overraskelse, at spillerne er i gang med opvarmningen... Det regnede, da truppen ankom hertil, men nu er det i det mindste tørvejr, men stadig overskyet.