Kampreferat: Lyn vs. FCK

Lørdag eftermiddag spillede F.C. København uafgjort med Norges nummer ét. Kampen blev spillet på Bislet Stadion i Norge foran 484 tilskuere.

Det var et stærkt Lyn-mandskab som Byens Hold stod over for. Den norske Tippeliga er jo som bekendt i gang, og det blev illustreret på den lidt hårde bane som kampen blev spillet på. Lyn bragte sig foran i midten af første halvleg.

FCK kom igen på et langskud af Sibusiso Zuma. En skud som strøg over den norske keeper og i mål til pausestillingen 1-1.

Peter Møller måtte desværre udgå efter 20 minutters spil. En duel med den norske målmand resulterede i en dyb flænge i Møllers hoved. Todi Jónsson erstattede Møller i angrebet.

Ved halvleg blev Peter Nielsen og Thomas Røll skiftet ud med Morten Bisgaard og Carsten Fredgaard som hver tog højre og venstre kant, mens Lønstrup gik ind på midten sammen med Mykland.

Men FCK var dog ikke vågne ved anden halvlegs start. Kun 35 sekunder efter kick-off lå bolden bag Rune Pedersen til en norsk 2-1-føring.

Det slog bare ikke F.C. København ud, der viste god moral og fik udlignet ved Todi Jónsson godt 20 minutter før tid.

- Set over 90 minutter var det langt fra den bedste træningskamp fra vores side. Vi var ikke struktureret nok og der var ikke sammenhæng i vores spil. Alligevel synes både jeg, Carsten V. og Hans Backe at det var flot at komme igen mod Norges nummer ét p.t., kunne Per Wind, målmandstræner, berette om efter kampen.