Bo Svensson

Bo Svensson: Vi så mange gode ting i dag

Cheftræner Bo Svensson var fint tilfreds med dagens træningskamp mod Mjällby AIF, efter at løverne kun har været på træningsbanen i en uges tid.

"Jeg så mange gode ting i dag, men vi er selvfølgelig aldrig glade, når vi indkasserer tre mål, hvoraf to sker på store personlige fejl," sagde Bo Svensson efter 5-3-sejren over Mjällby.

"Men jeg synes, vi var det bedste hold på banen mod et svensk mesterhold, som starter allerede i næste uge, mens vi først lige er i gang med vores første træningsuge."

"Vi fandt løsningerne med tiden, både offensivt og defensivt, og vi havde mange gode præstationer fra de unge spillere og fra de ældre spillere, som gjorde det, de blev bedt om."

"Vi fik heller ingen skader, så en god afslutning på den første uge. Og så ved vi godt, at vi nok ikke er den trup, som skal spille sæsonen, men i det vi arbejder med nu, og som vi havde fokus på i dag, så var det godt."

"Der var selvfølgelig nogle af de unge, der lige skulle finde sig til rette med tempoet, men de fandt hurtigt ud af, at de kunne være med. De gik ind i duellerne som de skulle og brugte minutterne på at få forståelsen for, hvordan vi skal spille, og det bekræfter også bare det gode indtryk, vi har fået på træningsbanen denne uge."

Det lignede længe en 3-3-kamp, inden vi scorede to gange til allersidst, og det glædede især cheftræneren, at Sarapata blev kampafgørende.

"Jeg er superglad på hans vegne," sagde Bo Svensson.

"Jeg ved godt, at det kun var en træningskamp, men han havde en afgørende aktion, hvor han egenhændigt skabte målet til 4-3. Efter en svær tid, så prøver vi jo at hjælpe ham, så godt vi overhovedet kan, men sådan nogen aktioner, hvor han går hen og afgør sådan en kamp, det er jeg glad for på hans vegne."

"Jeg er selvfølgelig også glad for Moukokos hattrick, og vi kender jo alle sammen hans styrker, og han gjorde det godt idag, og der var i det hele taget mange gode præstationer, hvor vi blandt andet også så Mads som midterforsvarer," sluttede Bo Svensson.

Søndag har truppen træningsfri, og så er der en enkelt træning på Nummer 10, inden turen går til Østrig på tirsdag.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


De fem mål
9. minut: På en lang svensk clearing op ad banen går Alex Rúnarsson langt ud af sit mål, men får ikke fat i bolden, og Jacob Bergström scorer i tomt mål.

11. minut: Efter en 1-2-kombination i venstre side afslutter Aki Samuelsen uden for feltet, og bolden bliver rettet af og snyder Rúnarsson.

22. minut: En svensk forsvarer har hånd på bolden efter et Beijmo-indlæg til bageste stolpe, og Moukoko reducerer med et hårdt straffespark helt ude ved Robin Wallinders venstre stolpe, hvor han ikke når ud.

45. minut: Rúnarsson griber en svensk dødbold og sender Geovanni afsted i højre side i en kontra, og Elyounoussi spiller Moukoko godt fri i feltet, hvor han udplacerer Wallinder.

45+1. minut: Wallinder snubler i feltet på en tilbagelægning fra Romeo Arrhenius - og det lignede desværre, at han pådrog sig en skade - hvorefter Moukoko scorede i tomt mål.

90. minut: Sarapata jagter en bold nede i højre hjørne, erobrer den, trækker ind langs baglinjen med en fiks hældribling og sparker den fra spids vinkel ind ved nærmeste stolpe

90+4. minut: Cornelius chipper bolden ud i venstre side af feltet til Gunnar Olsen, der afdribler et par mand og slår den fladt ind foran, hvor Cornelius prikker den i nettet

Holdet i 1. halvleg:
Alex Rúnarsson - Mustapha Nyassi, Felix Beijmo, Henrik Haraldsen, Kyung-Hyun Lee - Geovanni Ndjee, Hunor Németh, William Clem, Robert Silva - Youssoufa Moukoko, Mohamed Elyounoussi

Holdet i 2. halvleg:
Oscar Buur - Mustapha Nyassi (60.: Dominik Sarapata), Felix Beijmo (60.: Thomas Delaney), Graham Ankamafio, Kenay Myrie - Jonathan Moalem, Marvin Nasnas, Mads Emil Madsen, Gunnar Olsen - Youssoufa Moukoko (60.: Andreas Cornelius), Oliver Højer

(Madsen gik ned i centerforsvaret, da Beijmo udgik, og Delaney spillede på central midt)

Youssoufa Moukoko
Hattrick af Youssoufa Moukoko i 1. halvleg. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport

 

Dominik Sarapata
Dominik Sarapata - energisk solomål i sidste minut. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport

 

Gunnar Olsen og Andreas Cornelius
Andreas Cornelius takker Gunnar Olsen for oplægget til 5-3-målet. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport