Kampreferat: Lyn vs. FCK

Pointdeling i Lyngby

Mandag aften var der topopgør på Lyngby Stadion, og over 7.000 tilskuere var mødt op og så en kamp der endte 0-0. F.C. København kan ærgre sig mest over ikke at tage alle tre point.

FCK stillede op i samme opstilling som mod Brøndby i sidste uge og satte sig med det samme på kampen. Lyngby fik ikke meget plads og tabte bolden hurtigt, hvorefter FCK spillede bolden en del rundt. Som kampen skred frem, kom Lyngby dog mere med, og det blev til en del nærkampe på midten af banen.

Første halvleg var næsten chanceløs. FCK havde et par halve forsøg af Zuma og Fernandez, mens Lyngby havde en enkelt chance, som Thomas Myhre tog sig sikkert af.

Anden halvleg startede meget livligt: FCK satte et hårdt pres på hjemmeholdet og burde være kommet foran på en af de mange chancer, de havde i starten, men både Fernandez og Thorninger brændte deres tilbud. Lyngby fik igen kæmpet sig ind i kampen uden dog at være dominerende.

Set over 90 minutter var uafgjort et acceptabelt resultat, men vi burde have udnyttet en af vores store chancer i anden halvleg, og specielt i slutminutterne burde Thomas Thorninger have sparket bolden i kassen til en 1-0 føring. Men Lyngbys stærke svenske målmand, Per Fahlström, stod sikkert i hele kampen og derfor endte det med ét point til hvert hold.