Kampreferat: Lyn vs. FCK

Afbudsramt Lyngby-hold forsvarede 4. pladsen

Trods en tidlig føring formåede københavnerne ikke at holde fast mod et afbudsramt Lyngby-hold, der udlignede lige inden pausen og afgjorde kampen i 2. halvleg. Dermed svandt gæsternes håb om at nå indhente Lyngby på 4. pladsen i ligaen.

Det begyndte ellers godt! Et tungt FCK-pres i indledningen resulterede allerede efter 5 minutter i en scoring, da Claus Nielsen scorede med et fladt spark efter et godt gennembrud af Niclas Jensen i venstre side. Og der var endda pæne chancer til mere end én scoring mod et Lyngby-hold, der måtte se bort fra de karantæneramte Martin Johansen og Carsten Fredgaard samt de skadede Jimmy Lüthje, Christian Magleby og Lennart Lynge Larsen. Det havde således ikke været misvisende, hvis det minimum havde stået 0-3, da halvlegen gik på held.

1-1 i stedet for 0-3
Lyngby skulle således være lykkelige for ikke at være bagud med mere end et enkelt mål, og så gik det hverken værre eller bedre end at de nåede at få udlignet, inden Kim Milton fløjtede til pauseteen. I en luftduel med 2-3 FCK-forsvarere nåede Mikkel Bo Jensen højest på en lang fremlægning fra Ulrich Vinzents, og så stod det noget ufortjent 1-1.

Udligningen og selvtilliden efter at have redet stormen af gav Lyngby blod på tanden efter pausen, og efter små 10 minutters spil bragte Nichlas Hindsberg hjemmeholdet foran, da han tog et par hurtige træk og fyrede af fra kanten af feltet, og så var han heldig at bolden blev rettet af på vej ind mod målet, så den snød Karim Zaza.

David Nielsen var centimeter fra at udligne med et hovedstød på overliggeren, men som tiden gik blev spillet mere og mere frustreret og forkrampet, og i stedet slog Lyngby til et kvarter før tid, da indskiftede Kim Christensen stod fri og kunne heade et indlæg fra Martin Birn i nettet til 3-1.

Farvel til UEFA
Brian Laudrup, der havde disket op med mange lækkerier i løbet af kampen, var meget nøgtern og ærlig efter kampen: - Som vi spiller nu, fortjener vi ikke at komme i UEFA Cup'en, og hvis vi alligevel når at kvalificere os, så er det lige så meget på grund af de andres svagheder, erkendte han.

Flemming Østergaard var enig i vurderingen: - Det et meget frustrerende, og vi må bare konstatere, at UEFA-pladsen er væk nu.