Kampreferat: FCK vs. Søn

F.C. København holdt kursen

F.C. København sikrede sig femte sejr i træk, da SønderjyskE blev smidt hjem med en 4-1 sæk i bagagen. En god sidste time af værterne med scoringer fra Allbäck, Silberbauer, Álvaro samt et selvmål overtrumfede gæsternes overrumplende føringsmål signeret Jacob Gregersen.

Regnen og Gaxe stjal billedet
Dagens kamp i PARKEN var knapt ti sekunder gammelt førend at skybrud af dimensioner brød løs over nationalstadionet. Desværre skulle regnen fra oven vise sig at være det mest iøjefaldende i kampes indledning, hvor spillerne tilsyneladende løb om kap med tilskuerne om at gemme sig for omverdenens luner.

Dagens gæster fra Haderslev gik på sin vis friskt nok til opgaven, bedst understreget af at oprykkerne skabte kampens første chance, da Simon A. Pedersen halvflugtede kuglen over mål efter fem minutter. Afslutningen havde Jesper Christiansen styr på og mere producerede Bruuns tropper nu heller ikke i kampens første tredjedel.

Med favoritværdigheden klæbede til kroppen forventedes der dog omvendt mere af hjemmeholdet, der imidlertid havde svært ved at få sat struktur på spillet. Alt for ofte blev opspillet brudt og kun en enkelt gang blev kanten anvendt, da Lars Jacobsen efter elleve minutter strøg til baglinien. Indlægget havnede hos Álvaro, der dog headede et pænt stykke ved siden af.

Kastevinde og silende regn besværliggjorde yderligere forholdene for dagens aktører og kampen lod i denne fase meget tilbage at ønske.

Det gjorde den isolerede københavnske indsats også i det 32. minut, da sønderjyderne fik tilkæmpet sig et frispark lidt udenfor feltet. Såmænd om dette ikke fik lov at sejle hen over forsvaret og lige ind i panden på Jacob Gaxe Gregersen, der ikke havde de fjerneste problemer med at bringe sig hold foran.

 
Silbers guldklump
Scoringen kunne hverken betegnes som fortjent eller ufortjent, men havde trods alt den effekt, at værterne vågnede op og øjnede den potentielle fare.

Det gav sig udslag i at løvernes offensiv med syv minutter tilbage af halvlegen endelig fangede an. Et angreb fremført på venstrekanten resulterede i et befriende og savnet skarpt indlæg af Bergvold. Midt for mål dukkede Allbäck op og som i kampen mod Esbjerg for otte dage siden, dirigerede den snu angriber bolden i nettet med et behersket hovedstød, der tydeligt fangede en sprællende Ibsen på det gale ben.

Målet boostede hjemmeholdet, der fulgte flot op med et kompakt og vedvarende pres mod gæsternes mål og der skulle blot gå fem minutter mere, førend fortjenesten for dette faldt. Slidsomme Silberbauer førte her bolden frem, og da ingen umiddelbare afleveringsmuligheder var til stede, trykkede Silber af fra omkring 25 meter. Flot brækkede bolden i luften og knaldede efterfølgende op i trekanten – en sand perle fra 100-kampsjubilaren Silberbauer var en realitet.


Gavetid
Dermed lykkedes det københavnerne, som i opgøret mod FCM på heden skærtorsdag, at vende kampen på kort tid, og det skulle fra start i anden halvleg vise sig at blive endnu bedre.

Her skinnede heldet om kap med den pludselige frembrudte sol over PARKEN, da der blot skulle gå to minutter førend gæsternes Jacob Stolberg glemte alt om sidebyttet og i en tilsyneladende ufarlig situation og til stor overraskelse for alle headede bolden i en blød bue over egen målmand. Scoringen fra den desillusionerede forsvarer bragte værterne på 3-1 og dét uden at få sved på panden.

Klasseforskellen kom frem
Dermed punkteredes gæsternes oplæg til anden halvleg også og med den trygge føring i ryggen satte værterne sig tungt på opgøret. Linderoth og Hutchinson på midtbanen stod stærkt i billedet og især løvernes anfører viste ved flere lejligheder fighteregenskaber af fineste karakter. Slidstærke Peter Sand som den umiddelbare modvægt havde således sit at gøre med den kompromisløse svensker.

Et par ufarlige afslutninger af Simon A. Pedersen langt udefra ændrede intet på kampens udvikling, der alligevel tog en kedelig drejning i det 62. minut. Her måtte Gravgaard således humpende lade sig udskifte, mens trøsten var at finde i at solide Dan Thomassen var afløseren.

Midtvejs i halvlegen kom der ud over den store boldbesiddelse også gang i de københavnske afslutninger, da først Álvaro og dernæst Bergvold var tæt på at øge føringen. Især Bergvold burde have scoret, men flugteren i fri positionen med favoritfoden, strøg langt over.

De mange tilskuere på NESA-tribunen skulle dog ikke snydes for et mål i deres bane-ende, da københavnernes topscorer, Álvaro, med små tyve minutter igen tog sagen i egen hånd. Som tilfældet var ved Silberbauers scoring, førte brasilianeren bolden frem, og da ingen spil-stationer bød sig til, klippede to-målsskytten fra i torsdags til fra 20 meter. Afslutningen strøg hårdt og fladt langs jorden og med flot præcision tilmed lige mellem Ibsens udstrakte arm og den ene stolpe. Et 3-tal dermed vekslet til et 4-tal på måltavlen.

Et par indskiftninger af friske kræfter i Pimpong og Kvist sørgede for at kadencen blev holdt, men det lignede nu også en noget opgivende oprykker i PARKEN, der efter alt at dømme også snart kan skifte den titel ud med nedrykker. 

Det gjorde et kontrollerende københavner-mandskab i al fald deres til med en sikker 4-1 sejr, da  kampens afsluttende del ikke rummede overraskelses-angreb fra sønderjyderne.

Dermed fik Ståle og Co. femte SAS Liga sejr i træk. Næste opgave bliver lørdag, når titelbejlerne drager til Horsens for at uddele vaccinationer mod ”den gule fare”.

 


Ståle Solbakken:

- Vi var ikke klar fra start, men det virker som om at SønderjyskEs mål får vækket os. SønderjyskE er vældig godt organiseret med mange mænd bagved bolden. Vi spiller OK og er sådan set kontrollerende gennem hele kampen. Det ser i det hele taget rigtig fornuftigt ud for tiden, sagde cheftræneren.


Álvaro Santos:

- Det var en typisk kamp mod et hold der kun ønsker at hive tempoet ud af kampen. Vi prøver dog at stå det igennem. Det er ikke nemt, det er det aldrig mod sådan en modstander. Vi kommer dog stærkt igen og vinder den kamp, som vi skal. Nu ved jeg ikke om det er et tilfælde at målene først er kommet efter jeg har smidt masken, men jeg tror at Mackan og jeg kommer til at slutte på lige mange mål, men jeg bliver topscorer fordi jeg først kommer op på det antal mål der kræves, slutter en storsmilende Álvaro.


Michael Silberbauer:

- Det er fint at vi scorer mange mål igen i dag og det er da dejligt at vi også kan bidrage lidt fra midtbanen. Ved målet sker der det at jeg egentlig først vil spille den, men da der ikke rigtig er nogen fri, så sender jeg et skud af sted mod målet. Jeg har ikke lige set hvor målmanden har placeret sig henne i målet, men jeg skød da efter hjørnet, konstaterer en tydeligt tilfreds Man of the Match.


Marcus Allbäck:

- De sidste par kampe er det først i 2. halvleg at vi sådan rigtig kommer i gang, men vi gør det godt og er stabile gennem hele kampen. Det løsner dog først rigtig, da SønderjyskE scorer og det er egentlig lidt mærkeligt. Min egen præstation er vel godkendt. Vi vinder dog og det er det vigtigste, men det er da helt kanon at Álvaro også får scoret. Jeg har sagt til ham at han nu får kamp til stregen om topscorertitlen, kom det fra den svenske måltyv.