Kampreferat: FCK vs. Lyn

Sikker 3-1-sejr i sommerens anden testkamp
Hjalte Nørregaard sendte Byens Hold på sejrskurs efter blot 3 minutters spil med en flot scoring, og senere øgede Junior, inden Beckmann reducerede på straffe kort før pausen. Efter pausen slog en veloplagt Ailton sejren fast, og sejren kunne let være blevet større.

Kampen var kun få minutter gammel, da Ailton splittede Lyngby-forsvaret med en fin stikning til Hjalte Nørregaard, der tog det helt rigtige dybdeløb, og alene med Rune Pedersen dundrede han bolden op i det ene målhjørne.

Københavnerne styrede begivenhederne og tillod ikke Lyngby at komme frem til noget særligt, men man skulle hen til det 25. minut, før spilovertaget atter fik netmaskerne til at blafre. Denne gang var det Junior, der profiterede af en fin Ailton-aflevering, men da han var alene med keeperen valgte han en anden og måske mere brasiliansk strategi end Hjalte: køligt afdriblede han Rune P. og trak helt ind til målstregen, inden han bankede bolden i nettet lige før Jakob Bresemann nåede tilbage og afværge.

Kort før pausen fik Lyngby pludselig en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen, da der blev dømt hands på Zanka i feltet, og Mikkel Beckmann levnede ikke Nathan Coe nogen chance fra 11 meter-pletten. Inden pausefløjtet var det endda centimeter fra 2-2 på en hurtig Lyngby-kontra, men en fornem redning af den australske keeper forhindrede en højst ufortjent Lyngby-udligning.

I pausen skiftede Ståle Solbakken seks mand ud, og måske var det derfor der lige gik en halv snes minutter efter pausen med stilstand og meget spil midt på banen. Men løverne beholdt grebet om kampen, og efter 64 minutter kom Ailton selv på tavlen og afgjorde definitivt kampen. Efter fikst 1-2-spil med indskiftede Nordstrand ude på banen fyrede han fladt af lidt uden for feltet, og bolden strøg ind tæt op ad den ene opstander.

Siden var der chancer til både det fjerde og femte mål, bl.a. da Nordstrand lobbede bolden på overliggeren og et af flere giftige Zanka-hovedstød efter hjørnespark blev afværget på selve målstregen.

Det blev dog ved de 3-1, og Byens Hold kan dermed pakke to træningssejre i bagagen til næste uges træningslejr i Østrig, hvor modstanderne hedder Wisla Krakow og Hertha Berlin.