Varme brasilianere på toppen

Varme brasilianere på toppen

Den første kamp i juli måned fandt sted her onsdag aften, hvor F.C. København på Østerbro Stadion havde inviteret Lyngby til at agere modstander i en træningskamp. 

Af Jan Eliassen 

Ordet sommerkamp lå på læberne, og det skyldtes til dels at solen skinnede fra en klar blå himmel, at det var dejligt varmt og at der var grillpølser og kolde læskedrikke ... Men en anden årsag til sommerstemningen var rigtig godt spil af de to brasilianere på toppen. 

Både Ailton Almeida og Junior lod til at trives vel i høj sol og varme, og diskede gang på gang op med vævre driblinger og sydamerikanske 'lækkerier'. Ailton var med i alle tre mål: først sendte han Hjalte af sted med en perfekt frispilning - og Hjalte kvitterede for afleveringen med en flot og sikker scoring til 1-0. Kort efter var Ailton med i opspillet til Juniors slalomløb i Lyngbys felt - der sluttede med scoringen til 2-0, og tyve minutter inde i anden halvleg gjorde Ailton det så selv til 3-1 på et hårdt fladt skud lige uden for feltet - og efter en omgang meget flot kombinationsspil med Nordstrand. 

En meget tilfreds Ailton Almeida sagde efter kampen til FCK.DK: 

- Det var en god kamp, hvor vi er i fuld kontrol. Vi får et tidligt mål og det var godt. Jeg ser Hjalte løbe i dybden og har en fin første berøring, og Hjalte scorer så et flot mål. Alt i alt så var det en god kamp, og så var det jo dejligt varmt, hvilket passede mig rigtig fint! 

På søndag drager F.C. København på træningslejr i Østrig, og her må F.C. Københavns to brasilianere så håbe, at vejret også er rigtig godt, når den næste kamp spilles den 8. juli mod Wisla Krakow fra Polen.