Kampreferat: FCK vs. Her

Nu 9 superligakampe uden nederlag

For anden uge i træk kom FCK bagfra og sikrede sig det ene point og beholder klubbens imponerende ubesejrede rekord - nu 9 superligakampe uden nederlag. Men i forhold til sidste uges kamp i Ikast er det københavnerne, der kan være mest skuffede med 1-1 efter en stærk anden halvleg, hvor hjemmeholdet væltede i chancer, og Herfølge fik en mand udvist.

F.C. København var uden den karantæneramte Thomas Rytter og den skadede Zuma, og derfor tog Thomas Thorninger pladsen på højre midtbane og Lønstrup flyttede tilbage til højre forsvar. Oppe foran spillede Brattbakk sammen med Pascal Simpson. FCKs bænk var bemandet med unge spillere som Bo Svensson, Thomas Kjærbye og den nye mand, Christian Poulsen.

Roy Hodgson beskrev første halvleg som ”langsom”, og det tempo passede Herfølge bedre end FCK. Der var meget spil frem og tilbage i en sammenpresset midtbane, hvor ingen af holdene kom til de helt store målchancer. Herfølge scorede med Bo Henriksen efter 20 minutter fra en af deres få farlige angreb efter et indlæg fra venstre side. En skuffende første halvleg for hjemmeholdet sluttede med en situation, hvor Solbakken fik hvad der lignede et klart straffespark (se billede 9), men for anden uge i træk var dommerens fløjte tavs og holdet gik til pause med stillingen 0-1.

F.C. København dominerede anden halvleg af kampen, og Herfølge kan, takket være deres færøske målmand og nogle hårde metoder af deres fightende midtbane, være taknemmelige for, at føringen holdt indtil det 57. minut, hvor Jakup Mikkelsen boksede bolden ud til fødderne af Pascal Simpson efter et flot Donatas-frispark. Pascal scorede herefter let med venstrebenet til 1-1

De sidste 20 minutter var der stormløb mod Herfølges mål. Brattbakk, Thorninger og Todi havde alle sammen store chancer. Pascal havde faktisk bolden i nettet efter Solbakken forlængede en bold, og Pascal var fri mod målmanden…men målet blev annulleret på grund af offside, en meget tvivlsom kendelse, som TV3s billeder desværre ikke kunne afsløre. Thomas Høyer blev udvist og selv ikke mod bare 10 mænd kunne FCK score det vigtige sejrsmål.

F.C. København spillede en svag første halvleg men kom tilbage i anden halvleg og burde havde vundet kampen efter den hektiske slutfase. Herfølge skal også roses for den måde de rejste sig efter ydmygelsen i Athen i torsdags.