Kampreferat: FCK vs. HBK

Blæst, regn og lavt fremmøde til Rolands fødselsdag
Roland Nilsson måtte fejre sin 48 års-fødselsdag uden den småskadede Bolaños og den karantæneramte N’Doye, og i stedet var Vingaard inviteret til en plads på højre midt, mens Nordstrand indledte i angrebet sammen med Santin. De to fik en afgørende rolle i kampen, men man skulle helt hen til de sidste 20 minutter, før de pakkede gaverne ud til fødselaren, så han kunne få sine 3 point i stedet for et sviende 0-1-nederlag til de nedrykningstruede gæster fra HB Køge.

Der stod en strid blæst over Østerbro, da Michael Tykgaard fløjtede kampen i gang, så omgivelserne var ikke de mest inspirerende, hvilket også blev sat i relief af, at kun 7.653 tilskuere var mødt frem i PARKEN. Man skal 13 år tilbage for at finde et lavere tilskuerantal i PARKEN til en Superliga-hjemmekamp, da der mødte 6.628 op til en hjemmekamp mod Viborg i november 1998. Og så var der lige den der ”hjemmekamp” i Brøndby i maj 2001, der kun trak 7.302 – også mod Viborg.

Men tilbage til nutiden, hvor hjemmeholdet planmæssigt tog teten i indledningen og fik lagt et udmærket tryk på sjællænderne, og det var ikke langt fra at Sölvi Ottesen havde headet mestrene i front efter bare 6-7 minutter, men han kom lige akkurat for sent til et Oviedo-hjørne. Gæsterne var dog ikke bare kommet for at grave sig ned, men forsøgt at spille spillet fremad banen, men efter 17 minutter burde de være kommet bagud…

Vingaard sendte Lars Jacobsen godt af sted i højre side, og han fandt en helt fri Nordstrand i feltet, men Morten Haastrup fik hånden på hans afslutning – i stedet sprang bolden videre til Santin, der trykkede af fra 2-3 meters afstand, men lige i benene på Thomas Guldborg Christensen, der dygtigt og heldigt fik pareret til hjørne. Det sendte Vingaard tæt ind under mål, hvor den var lige ved at snyde Haastrup, og på et efterfølgende indlæg headede Sölvi lige over mål.

HB Køge kom tilbage i kampen - og bragte sig foran
Dér brændte det for alvor på i HB Køge-feltet, men efterfølgende blev det ikke til de helt store chancer, og ganske langsomt mistede mestrene initiativet og lukkede gæsterne ind i kampen. Omkring den halve time havde Santin ganske vist en udmærket skudmulighed i feltet, og Lars Jacobsen havde et skud, der strøg lige uden om den fjerneste stolpe, men herefter kunne det ikke skjules, at HB Køge noget overraskende var begyndt at styre kampen.

De havde med held trukket tempo ud af kampen og lullet hjemmeholdet lidt i søvn, og det udnyttede de dygtigt til at flytte spillet frem og begynde at udfordre de hvidklædte med pågående og aggressivt spil.

Og efter 34 minutter indledte de en flere minutter lang belejring af FCK-feltet, som til sidst gav pote. Først sendte Simon Christoffersen en listig afslutning fra kanten af feltet, som Wiland valgte at fiste til hjørne, og det førte kort efter til endnu et hjørne – og endnu et hjørne, og alle gode gange tre, så snittede den store Christoffersen Lasse Kronborgs hjørne i netmaskerne fra nært hold, da Sölvi Ottesen kom for sent op til ham i duellen.

Unægtelig en kold spand vand i hovedet på det sejrsvante hjemmepublikum, og ganske symbolsk trak de sorte skyer mere og mere sammen og begyndte at sende kaskader af vand ned over den forblæste Nationalarena, hvor der ikke kom nogen ”trods-reaktion” fra hjemmeholdet, der intet som helst fik skabt i denne periode af kampen. I stedet holdt gæsterne klogt fat i bolden, vandt de fleste nærkampe og det var lige før de lignede et hold, der var begyndt at drømme om 2-0 inden pausen.

Så galt skulle det dog ikke gå, og faktisk var Martin Vingaard ikke langt fra at udligne direkte på frispark et par minutter før pausefløjtet, men han manglede lidt af finindstille sigtekortet og sendte bolden tæt forbi mål.

Bedre spil efter pausen
I pausen har det næppe været lutter lagkage i FCK-omklædningsrummet, men det var de samme 11, der kom på banen efter pausen, og de viste også alle som én, at der var noget at revanchere efter den skuffende afslutning på 1. halvleg. Efter få minutter sendte Vingaard endnu en afslutning lige over mål efter et Oviedo-hjørne, og kort efter var Oviedo selv tæt på efter et gennembrud i venstre side, mens bolden strøg tæt forbi fjerneste stolpe. HB Køge spillede dog stadig friskt deres chance og havde flere udmærkede angreb i starten, men kom ikke nærmere end et skudforsøg fra Marcel Rømer over mål.

Efterhånden tog hjemmeholdet mere og mere over, og efter en halv snes minutter var Vingaard på spil igen, da Nordstrand elegant spillede ham fri til skud med en hælaflevering, men igen manglede den sidste præcision, og kuglen strøg over mål.

Bryan Oviedo kom gang på gang frem over stepperne i sin venstre side og fik lavet ravage i HB Køge-forsvaret med farlige indlæg, og han var heller ikke bange for at trykke af fra distancen, når muligheden bød sig. Efter en lille time kom Grindheim ind i stedet for Thomas Kristensen og bidrog til yderligere pres på gæsterne, som dog stadig kæmpede tappert imod, men måtte se hjemmeholdet komme til flere og flere afslutninger, og blandt havde Vingaard endnu en god skudmulighed, som han ikke fik holdt nede, så den ramte målet. Santin og Lars Jacobsen havde også afslutninger, som manglede den sidste skarphed, men det begyndte efterhånden at trække op til et mål.

Beklageligvis trak det mest op i den anden ende, da Simon Christoffersen pludselig fik en kæmpe skudchance tæt under mål, men Lars Jacobsen var stærk og påpasselig og fik dækket af for hans afslutning, for ellers kunne det være gået helt galt – set med københavnske briller.

Dramatisk ko-vending med to mål på få minutter
Det undlod hjemmepublikummet heller ikke at gøre opmærksom på med utålmodig piften, og der skulle heldigvis ikke gå mange minutter, før de blev belønnet med den største af alle chancer for at komme på tavlen, da Michael Tykgaard dømte straffe. Efter en god aktion af Grindheim i venstre side endte bolden hos Santin, men Andreas Sørensen rev brasilianeren omkuld, mens han forgæves – og forkert - appellerede for, at Santin havde sparket ham i hovedet, da han tæmmede bolden.

Inden Santin kunne gå til 11 meter-pletten var der optræk til dramatik, da Pape Pate Diouf skubbede Andreas Sørensen omkuld i irritation over, at han havde vadede ham over tæerne, men Tykgaard fik dog dæmpet gemytterne, og Diouf slap med et gult kort.

Herefter kunne Santin omsider sparke, og da Haastrup gik lidt for tidligt til sin højre side, sparkede topscoreren iskoldt bolden ind i den modsatte side og bragte balance i regnskabet.
Og et minut efter HB Køge havde givet bolden op, lå den igen i netmaskerne bag Mikkel Haastrup… Oviedo spillede 1-2 med Santin, kom til baglinien og lagde den perfekt ind foran, hvor Nordstrand var først på den og ekspederede den op i nettaget fra nært hold.

HB Køge kom sig aldrig over disse to hurtige scoringer, og de havde nok også brugt de fleste af kræfterne på at kæmpe godt imod i de første 70 minutter. De forsøgte at sende den store Brad Rusin ind i angrebet mod slutningen, men Roland Nilsson svarede igen ved at sende Peter Larsson ind for Nordstrand, og sjællænderne kom aldrig rigtig frem til noget, der for alvor kunne true Wiland & co.

Med sejren er mestrene sikre på at overvintre på førstepladsen, men spørgsmålet er bare, hvor stort forspringer bliver til FC Nordsjælland, der p.t. er 4 point efter. Det vil vise sig om en uge, når AGF har været på besøg i PARKEN, og nordsjællænderne har taget imod Midtjylland i Farum. HB Køge skal nok håbe på mirakler for at blive oppe, men hvis de bare kunne spille som i dag hver eneste weekend, bør der ligge en del point og vente til foråret. Og så er der jo lige pokalen, hvor HB Køge er i semifinalerne mod AC Horsens!