Kampreferat: Esb vs. FCK

I en særdeles dramatisk affære tog F.C. København i dag et gigantisk skridt mod endnu et dansk mesterskab, da det blev til en flot 2-0 sejr over Esbjerg, der i den grad har fået sildebenet galt i halsen i den forløbne uge. Den københavnske sejr blev grundlagt på en formidabel første halvleg, hvor Møller scorede, mens anden halvleg bød på udvisning til PC, suverænt forsvarsspil og en sidste minuts-scoring af indskiftede Todi. 13.713 tilskuere skabte rammen om det intense opgør.

Efter torsdagens bråvallaslag I PARKEN, ventede endnu et af slagsen for Backes tropper i mødet mod Esbjerg. Den sande guldkamp som mange også har yndet at kalde opgøret var uden stærke Martin Albrechtsen, der ikke var blevet sin skade kvit, mens Bisgaard der måtte udgå tidligt i torsdagens kamp startede på bænken. I fraværet af Albrechtsen, indtrådte naturligt Ole Tobiasen, der storspillede i det centrale forsvar i torsdags, mens Møller spillede fra start i front, hvilket sendte Bech ned som venstremidt. Ældste spiller på F.C. Københavns midtbane dermed Hjalte Nørregaard på just fyldte 23 år!

En af årsagerne til Esbjergs fornemme sæson har været det faktum at Ove Pedersen med enkelte undtagelser har kunnet stille med stort set samme mandskab hver gang, hvilket har skabt en imponerende kontinuitet i det vestjyske spil ikke mindst på hjemmebanen, hvor Esbjerg har været ubesejrede i denne sæson. En mindre overraskelse diskede Ove Pedersen op med, da Esbjergs startopstilling bød på bænkning af Bechmann og banestart til Barslund.

Kampens åbenlyse store betydning sporedes indledningsvist ikke på de to mandskaber. Bedst til at finde flowet i spillet var F.C. København, der i Hjalte Nørregaard havde en fremragende og klog spilfordeler, mens kollega Traoré med gode dybdeløb skabte muligheder. Omvendt viste esbjergenserne god fysik og med et klassik våben, de lange bolde frem ad banen, fremtvang hjemmeholdet flere farlige dødboldsituationer. På en af disse headede Berglund lumskt mod mål, men Kihlstedt årvågen.

Med kølige og afklarede attituder var det imidlertid københavnerne der satte sig på kampen. Bomstærke Álvaro viste fysisk overlegenhed og god teknisk kunnen og efter blot tolv minutter gav dette bonus, da brasilianeren ved hjælp af benævnte kropsstyrke og dernæst en godt set indenomsaflevering til Møller spillede angrebskollegaen fri. Alene med Winde i Esbjergmålet svigtede Møller ikke og bragte dermed sit hold foran med 1-0 med en sjælden højrebensscoring.

Med målet satte udeholdet sig tungt på begivenhederne. I alle kæder blev der vist flot og kontrolleret spil og mens Tobiasen og Svensson i det centrale forsvar viste mesterskabsklasse leverede ikke mindst Álvaro i front besnærende ting. Egentlig kom brasilianeren ikke til de helt store afslutninger i dagens kamp, men hans arbejdsindsats og sans for medspillerne var særdeles iøjefaldende. På denne vis skabte Álvaro også næste store chance til københavnerne. Efter en bolderobring spillede han atter Møller fri, men denne gang fik Winde blokeret, hvorefter bolden strøg ud til Silberbauer, der tordnede bolden mod mål blot for at se Martin Jensen parere med pandebrasken.

De københavnske chancer fortsatte halvlegen ud, hvor hjemmeholdet i den grad var heldige med ikke at komme yderligere bagud. En af kampens helt store spillere, Hjalte Nørregaard, demonstrerede atter et enormt løbepensum, da han fem minutter før halvlegsfløjtet tog et flot dybdeløb og dermed gjorde sig selv spilbar til endnu et Álvaro indlæg. Fuldstændig blank foran mål helkiksede midtbanespilleren desværre og sendte bolden himmelhøjt over kassen.

Kort efter lød pausefløjtet og F.C. København kunne se tilbage på en halvleg i fuld kontrol, med spillemæssige særdeles opløftende indslag. Eneste ærgrelse var at scoren blot viste 1-0.

Fra anden halvlegs start forsøgte Ove Pedersen sig med to indskiftninger i form af Anders Egholm og Tommy Bechmann. Sidstnævnte var ovenud tændt og involverede sig lystigt i mere eller mindre reglementerede nærkampe, men flotteste af disse stod nu Traoré og dommer Claus Bo Larsen for. I fuldt firspring blev kampens ophavsmand utilsigtet kantet af F.C. Københavns midtbanespiller, hvilket medførte en forlæns flyvende kolbøtte af Bo Larsen fuldstændig stilrent udført.

Den flotte akrobatik blev afløst af en dobbeltchance til københavnerne. Først headede Møller i en blød bue bolden på overlæggeren, hvorefter Álvaro ligeledes headede snert over Windes udsatte målramme.

Mens Søren Barslund ikke gjorde megen væsen af sig i første halvleg må man sige at hans afløser Tommy Bechmann i den grad tilførte hjemmeholdet vildskab og gejst. I et godt ryk af topscoreren måtte en ikke toptunet PC tage ulovlige midler i brug ti minutter inde i anden halvleg og da venstrebacken i første halvleg indkasserede en dum advarsel, da han var for langsom ved et indkast var der dømt marchordre for PC.

Med ti mod elleve smørrede københavnerne for alvor ærmerne op og efter et par omrokeringer, hvori Bergvold blev skiftet ind som venstreback var F.C. Københavns bolværk klar til den vestjyske storm.

Og det var et effektivt et af slagsen Backe kunne mønstre. I en blanding af god organisation og forbilledlig fight afviste københavnerne så godt som alle vestjyske vindstød. Et enkelt af dem var dog ved at blive farligt, men en fri Berglund valgte at søge straffesparket i stedet for at sparke på mål på Esbjergs bedste mulighed i kampen. Situationen affødte stor tumult, da Bo Larsen ikke fløjtede for straffespark, men efter at havde set denne hændelse i slow må det konstateres at kampens dommer traf den rette beslutning.

Kampen ud forsøgte hjemmeholdet at fremtvinge den livgivende scoring, men da ellers så træfsikre Jan Kristiansen flugtede over i en favorabel position måtte Esbjerg sande at en sand rædselsuge blev fuldendt i dag.

Og for at gnide salt i såret blev det såmænd til yderligere københavnsk scoring, da indskiftede Todi i kampens overtid lukrerede på en kæmpe forsvarsbrøler af Anders Egholm, der bragte færingen alene med Winde. Køligt sendte Todi bolden i kassen til slutfacit 2-0 og dermed konsoliderede F.C. København den førsteplads holdet erobrede i torsdags.

Med Brøndbys heldige sejr tidligere på eftermiddagen er status før de to sidste spillerunder at F.C. København troner på SAS Ligaens top med henholdsvis tre point til nummer to og fem point til nummer tre. Det ser unægtelig godt ud for Backes tropper inden næste søndags hjemmekamp mod AaB, hvortil billetsalget er fuld gang.

Inden næste skridt mod mesterskabet skal tages er det dog tid til årets pokalfinale som løber af staben på torsdag, når selvsamme AaB kommer til hovedstaden.