Kampreferat af Liga Cup-kampene

F.C. København - Viborg

F.C. København kom fornemt fra start i Super Cuppens første omgang, hvor modstanderen var Viborg. I noget nær stærkeste opstilling blev tegningen af et dominerende københavner-mandskab hurtigt iøjnefaldende. Inden klasseforskellen dog blev tydelig for alle, lykkedes det Viborg at overliste en passivt FCK-forsvar på et hjørnespark efter seks minutter. Her fik Obifuele lov at løbe bolden i nettet uden den store indblanding.

Hurtigt tog Ståles mandskab dog til genmæle og et par særdeles virile angreb blev blæst ned mod Alvbåges mål. Især venstrekanten med Grønkjær og Wendt virkede oplagt, og førstnævnte fik en fin mulighed for at bringe balance i regnskabet, men Viborg-keeperen var sin opgave voksen. Lidt held havde Ove Christensens ankermand også, da Allbäck kort efter sendte bolden på indersiden af stolpen.

Jo det var livligt i den stegende hede på Farum Park og helt uefne på dødbolde var Viborg såmænd heller ikke i fortsættelsen. Således måtte Lars Jacobsen redde på stregen, da Mikkel Rask efter hjørne headede mod mål.

Chancen til Viborg blev holdets sidste, for den resterende halve time stod der alene F.C. København på. Med fart i både højre-og venstreside bølgede angrebene ned mod Viborgs ende og både Álvaro og Grønkjær fik gode muligheder.

Efter 26 minutters spil kom der helt fortjent balance i regnskabet, da Silberbauer samlede en moden nedfaldsfrugt op i feltet. En tør inderside afsluttede æblerovet med succes og københavnerne dermed i scoringsmæssig balance.

I jagten på det afgørende mål flød kombinationerne flot og med fint tempo. Samspillet mellem de offensive kanter og de to frontangribere, Allbäck og Álvaro var ligeledes imponerende.

En aktion to minutter før slutfløjtet mellem Grønkjær og Álvaro førte helt fortjent til sejrsmålet. En kvik bande gav plads til Grønkjær, der med en hård inderside sparkede sejren i hus.

Samlet set et vældig fortjent facit og bortset fra en blunder ved Viborgs mål, var der mange opløftende momenter i københavnernes spil i de første 45 minutter på Farum Park. 

F.C. København – Brøndby IF

Ståle Solbakken skiftede ud på samtlige pladser inden de sidste 45 minutter mod Brøndby. Efter en noget rodet indledning, hvor begge hold havde fart i bolden, men manglede præcisionen, kom Ståles 11 nyvalgte bedst ind i kampen. Pimpong på højrekanten gav prøver på sin enorme hurtighed, men det kneb med koncentrationen i sidste ende. En afslutning af Bernburg bragede over efter ti minutters tid og herefter røg kampen ind i noget af en stillingskrig.

I denne var det særdeles småt med muligheder og de få forsøg fra distancen der var, stod Brøndby for, men Benny Gall havde ikke de store vanskeligheder ved at klare for sig.

I den bagende aftensol var det dog samlet set ikke særlig ophidsende, hvad de to mandskaber diskede op med. Brøndby tilkæmpede sig mod enden et lille overtag, og det skulle akkurat vise sig nok, da det fem minutter før slutfløjt atter gik galt efter et hjørnespark. Her smed Daugaard bolden ind i feltet, hvor Duncan løb til forreste stolpe og headede bolden i kassen.

Dermed hev Brøndby en smal 1-0 sejr i land og efter 1-1 mellem Viborg og Brøndby endte Super Cup trofæet på vestegnen.