Kampreferat: AB vs. FCK

For anden kamp i træk spillede F.C. København uafgjort, da det i kampen om 3. pladsen i Dunlopillo Summer Cup i dag blev til 0-0 mod værterne fra AB. Alligevel kunne Byens Hold trække sig tilbage som vindere af opgøret, da dette blev afgjort på straffesparkskonkurrence, hvor otte skytter fra hvert hold måtte til pletten. Her viste F.C. København sig stærkest og sejrede sammenlagt med 5-4.

En bænk bestående af spillere som Røll, Zuma, Tobiasen, Christiansen, Svensson og Nørregaard gav i dagens kamp plads til et par forholdsvist uprøvede kræfter i F.C. Københavns startopstilling. Således var Peter Hansen, Jesper Bech, Christian Traoré og Elrio van Heerden alle med fra start, og de unge løver gik indledningsvist flot i spænd med de mere rutinerede spillere på F.C. Københavns hold.

Især venstresiden med Jesper Bech og Rooba virkede tændte og flere gode opspil og chanceskabende afleveringer blev produceret fra denne kant, ligesom Bech viste sig farlig, når han skar ind i banen og afsluttede mod mål.

Også den øvrige del af midtbanen med Traoré, Mykland og Løns lagde fra start et højt pres på akademikerne, der havde svært ved at komme ud af egen zone og producere noget fremadrettet

Chancer til F.C. København var der flere af, men Lønstrups listige frispark tog overlæggeren, mens Rooba i fri og flyvende stil måtte se sit hovedstød stryge over mål.

Den høje kadence Byens Hold lagde ud i blev dog langsomt afløst af et mere adstadigt tempo, hvor den nerve, et normalt SAS-Liga opgør disse klubber i mellem besidder, ikke rigtig skinnede igennem. AB ville eller kunne ikke meget indledningsvist, og der skulle gå 25 minutter førend de grøn-blusede gennem angriber Simon Pedersen havde sin første gode afslutning, der dog havnede tungt i sidenettet.

Omvendt så man heller ikke meget til københavnernes angribere Møller og van Heerden. Et par enkelte gode kombinationer deltog de to i, men deciderede afslutninger blev der i første halvleg ikke produceret fra denne kant.

Alligevel var det F.C. København der kunne være mest tilfredse med indsatsen i første halvleg, der også bød på en god chance til Lønstrup fem minutter før pausen, men hans afslutning fra ti meter decideret upræcis.

I pausen skiftede Backe flittigt ud. Ind kom Tobiasen, Røll, Nørregaard og Svensson og med disse friske kræfter blev et nyt, om end stadigt moderat pres, lagt på akademikerne. Det gav efter fem minutter en hjørnespark, som skulle have resulteret i et mål, da Møller på dette pludselig fandt sig selv helt fri en meter fra mål, men hans hovedstødsafslutning akkurat udenom sammenføjningen.

Røll på midten skabte i momenter et godt flow i spillet, men igen virkede det som om at kampen manglede de sidste ti procent i intensitet, selvom gennemgående dedikerede indsatser af Bech, Traoré og Hansen forsøgte at rette op på dette.

AB leverede en bedre indsats i anden halvleg, men holdets største chance stod der nu ikke en AB'er på. Det gjorde derimod Bo Svensson, der midtvejs i halvlegen var meget tæt på at score i eget net, men hans forvildede bold just over Kihlstedts mål.

Kort efter blev den gamle målræv Heine Fernandez skiftet ind for AB, men trods et par velmenende afslutninger, heriblandt et næsvist hovedstød, måtte Heine gå fra banen uden scoringer.

Angrebskollega Møller kunne med mere skarphed ligeledes havde forhindret straffesparksafgørelsen, men på en ellers fremragende stikning fra Røll, fik han ikke afsluttet hårdt nok og AB's bedste mand i dag, Stephan Andersen, kunne afværge.

Dermed endte den ordinære spilletid uden scoringer og som tilfældet var i semifinalen måtte afgørelsen findes via straffespark. I denne leverede Møller, Røll, PC, Svensson og Kihlstedt sikre pletskud, mens Nørregaard, Zuma og Tobiasen misbrugte deres forsøg. Da AB samtidig brændte halvdelen af deres forsøg endte scoren med 5-4 i løvernes favør.

Næste gang Byens Hold stiller til kamp er på lørdag, når første skridt i forsvaret af Danmarksmesterskabet skal tages. Det sker ude mod AaB i premiere-rundens fremskudte kamp.