Robert Skov

Kampreferat: 1-2-3 - Damen, Winden og Skoven

Tre mål af Robert Skov, to mål af Jonas Wind og et af Dame N'Doye: 6-1 i Horsens!

De to hold
Vi måtte undvære Lüftner, Fischer, Kodro, Vavro samt Kvist, der blev syg natten til søndag og måtte blive på hotellet i Horsens. I stedet var 16-årige Mohamed Daramy på bænken for første gang i Superliga-sammenhæng. Hjemmeholdet havde én ændring fra deres seneste kamp i Århus, idet Sammy Skytte startede i stedet for Kasper Junker, der havde karantæne sammen med Sonni Nattestad. Desuden viste det sig under opvarmningen, at Jonas Borring ikke kunne spille.

Regnen silede ned hele vejen fra Hovedstaden, så efter Lillebæltsbroen var det lige før man pr. refleks kørte mod Haderslev. Men det er først om to uger, og i øvrigt har de jo fået en tribune med tag over ude-afsnittet.

Ude-afsnittet i Horsens var godt besøgt denne aften, hvor det til gengæld var småt med jyske tilskuere. Men der var jo også EM-håndbold i fjernsynet, som en vittig hund bemærkede på den mere end halvtomme CASA Horsens Arena, hvor tilskuertallet satte bundrekord til FCK-kampe: 3.217 mod 3.433 i foråret. Og et kvarter før tid var der vel kun et par tusind tilbage...

Vi satte os på kampen fra start
Om det mest var udtryk for østjysk "nu-ser-vi-lige-tingene-an" eller københavnsk "nu-viser-vi-lige-hvem-der-bestemmer" skal være usagt, men resultatet var tydeligt: vi ejede bolden fra første fløjt. Horsens gjorde i hvert fald intet forsøg på at teste vores rejsetræthed efter hjemkomsten fra Rusland ved 4-5-tiden fredag morgen. Den var heller ikke til at få øje på, for vi lagde virkelig solidt ud med sikker boldomgang og offensivt pres.

Allerede efter 5-6 minutter havde Skov den første gode mulighed, efter Jonas Wind spillede ham fri med hælen - tæt på et remake af vores sejrsmål i Bordeaux, bortset fra afslutningen sad lige på Delac.

Efter 12 minutter sendte Skov Ankersen afsted i højre side, og på hans fine indlæg, kastede Jonas sig frem i et flyvende hovedstød, som desværre også sad for tæt på keeperen. Et smugkig på superliga.dk's livestats viste 78-22 i boldbesiddelse efter et kvarters spil, og det eneste der havde fået hjemmepublikummets hænder op af lommen var to lange indkast fra Mikkel Qvist. Det ene clearede N'Doye, og det andet gik over baglinjen.

Rødt kort og Skov-scoring
Da der var spillet 20 minutter blev Skov spillet helt alene igennem med en fremragende pasning fra Falk, og da Delac stormede uden for feltet og ramte Skov i stedet for bolden, havde Peter Kjærsgaard ingen anden udvej end at trække direkte rødt. Ikke en bevidst slagtning, men Matec vidste godt den var gal og protesterede ikke.

Rødt kort til Delac


Reservekeeper Kevin Mendoza gjorde sig klar på bekostning af Sammy Skytte, men nåede ikke at røre - og måske ikke engang se - dødbolden, før Skov havde hamret den i netmaskerne.

Minuttet efter appellerede Horsens kraftigt for straffe, efter Papagiannopoulos var blevet sat oppe på banen af Drost, men nåede tilbage i feltet og gav ham en let skulder, så han mistede balancen. Ikke nok til at Kjærsgaard fandt det strafbart, men man forstod frustrationerne i Horsens-lejren.

N'Doye fordoblede føringen
I stedet øgede N'Doye til 2-0 - muligvis inspireret eller provokeret af vores optaktsartikel, der diskret påpegede, at han endnu aldrig havde scoret mod Horsens. Denne gang iscenesatte Zeca med en fremragende pasning, og da Mathias Nielsen ødelagde offsiden, slap N'Doye helt fri med Mendoza og sparkede bolden stensikkert ind til 2-0.

Dame N'Doye


En kold dukkert for det decimerede hjemmehold, som bortset fra et lumsk hjørne - hvor bolden ramte Skov på læggen og gik tæt forbi til nyt hjørne - ikke havde noget som helst, der gav deres tidligere klubkammerat sved på panden i FCK-målet.

Vi gik også et gear en sidste 10-15 minutter i vished om, at vi havde et solidt greb om kampen - og fordi Horsens stillede sig endnu længere tilbage end før udvisningen. Men lidt inde i de fire minutters tillægstid burde Skov have øget til 3-0. N'Doye lagde bolden videre til ham på kanten af feltet, og han havde tid og plads til at gøre mere ved den end at firsttime den over mål. Ikke langt over, men stadig over.

Horsens reducering i sidste sekund
Der kom dog et mål inden pausen... i de sidste 30 sekunder kørte Horsens bolden op i højre side, og et indlæg blev ikke clearet inde foran, og da uret stod på 48.54, sparkede Hallur Hansson bolden ind via underkanten af overliggeren uden chance for Joronen.

Ikke en scoring der burde ryste os, for vi havde trods alt 45 minutter endnu i overtal. Men man ved jo aldrig - hvis benene blev trætte, og Horsens fik lukket af i defensiven, så kunne et tilfældigt indkast fra midterlinjen pludselig skabe ravage.

Efter pausen, hvor Thomsen afløste Gregus (der havde fået gult kort) var der tilløb til Horsens-aggressivitet i vores felt, men kun for et enkelt angreb eller to. Så satte vi os igen på tingene og lagde pres på dem for at få det tredje mål. Jonas Wind afsluttede farligt fra spids vinkel og nåede selv højest på det efterfølgende hjørne, men ramte nærmest bolden med ryggen, så den gik tæt forbi.

Vi kontrollerede nu kampen fuldstændig, og vi dræbte den midt i 2. halvleg med to mål på to minutter. Først en lækkerbisken af Jonas Wind efter et Boilesen-indlæg, som han delikat tæmmede med højre, inden han i samme moment hamrede den ind med venstre.

Jonas Wind


Kampen definitivt punkteret
Da begyndte gassen at gå af Horsens-ballonen, og to minutter efter var den færdig med at flyve. Boilesen fandt Skov lige uden for Horsens-feltet, hvor de gav ham så meget plads, at det måtte gå galt: han tæmmede den, tog sigte og skruede den fornemt ind ved den ene stolpe. Og, fortalte han bagefter, tog også farten lidt af skuddet, fordi de andre har drillet ham med, at han altid bare hamrer igennem.

Tyve minutter før tid blev Jonas også dobbelt målscorer, da Falk sendte Bengtsson - indskiftet for Boilesen - til baglinjen, og på hans hårde, præcise centring var det en nem "tap-ind" for den unge angriber.

Superliga-debut til Daramy
Ude på bænken sad en endnu yngre offensivspiller og krydsede fingre for lidt spilletid, og tolv minutter før tid fik han sit ønske opfyldt: 16-årige Mohamed Daramy blev vores næstyngste Superliga-spiller gennem tiderne, da han afløste N'Doye.

Mohamed Daramy


Zeca forsøgte at sætte ham i scene med et par stikninger i feltet, men den første var for svær, og den anden var offside. Men Daramy gled godt ind i spillet og havde en fod med i kampens sidste mål, idet hans genpres sikrede et frispark ude i venstre side. Og efter en vidunderlig dyb aflevering fra Falk snittede Skov bolden fladt ind i det lange hjørne til karrierens første hattrick!

6-1 - og nu kan vi for første gang i sæsonen se frem til en uge uden turnerings- eller landskampe!