
Kampreferat: 0-1 vendt til 3-1 i en 2. halvleg i overtal
For anden gang i 14 år har vi nu vundet to kampe i træk i Farum, og det holdt hårdere end 3-1-cifrene antyder, men uden at man ligefrem kan kalde det ufortjent.
De to hold
Vi skiftede tre fra Malmö-sejren i tirsdags: Meling, Garananga og Moukoko for Lopez, Larsson og Cornelius, så holdet var:
Kotarski – Huescas (74.: Zague), Gabriel (55.: Claesson), Hatzidiakos, Garananga, Meling – Mattsson (82.: Clem), Lerager (anf.) – Elyounoussi, Moukoko (74.: Cornelius), Robert (46.: Larsson)
Som udgangspunkt 5-2-3, som man efter temperament også kan 3-4-3 eller 3-4-2-1, men med samme tilgang som vores seneste kunstgræskampe, forklarede Neestrup inden kampen:
”Det er lykkedes godt både i Farum og i Silkeborg med fem i bagkæden, for på kunstgræs er det sværere at bremse og skifte retning uden bol, så vi føler, at det er måden at gøre det på. Både for at være aggressive i presset og dække hele banens bredde, og offensivt giver det stadig de samme muligheder for de positioner, hvor vi føler os mest trygge med bolden.”
FC Nordsjælland stillede uændret op fra deres 2-4-nederlag i Silkeborg: Lykke – Ankersen, Salquist, Markmann, Lähtennmäki (89.: Walker) – Yirenkyi, Brink (anf.) (82.: Janssen), Røjkjær (82.: Solbakken) – Egeli, Berthelsen (46.: Acquah), Amoako (65.: Hansen)

FCK lagde godt ud
På en dejligt varm sensommeraften i Farum - og i den nye, sorte udebanetrøje - spillede vi i 1. halvleg med en lav sol i øjnene, men med vores fyldte udeafsnit i ryggen. De så et tændt FCK-hold lægge godt ud med et tungt pres, så Nordsjælland ikke fik meget at skulle have sagt i kampens første fjerdedel.
Som halvlegen skred frem, kunne man nu godt fornemme, at vi manglede noget, for vores dominans førte ikke til nævneværdige afslutninger.
Til gengæld holdt vi stort set nordsjællænderne fra vores felt, eller også valgte de bare blive hjemme for at modstå trykket. Ikke desto mindre havde de kampens første reelle afslutning, da Sindre Egeli testede Kotarski med et udmærket skud efter 25 minutter.

Lidt efter kom Prince Amoako også til afslutning, men skød forbi, og kampen blev efterhånden mere lige med pil opad for hjemmeholdet, indtil vi nærmede os afslutningen på halvlegen.
Da fik Moukoko først en god skudchance lidt inde i feltet, men sparkede lige på William Lykke, og den unge keeper, der holder Andreas Hansen på bænken, reddede med en fodparade.

Hidsig tillægstid: Rødt kort og to på træværket
Et par minutter efter var Elyounoussi tæt på at spille Robert helt fri, men bolden ramte Tobias Salquist på hånden lige uden for feltet. Dommer Lasse Graagaard lod spillet fortsætte, trods hidsige FCK-protester, men efter et VAR-tjek dømte han FCK-frispark og udviste Salquist for hands.
Man forstår deres frustrationer, for det var givetvis uforsætligt, men reglerne skal jo… "håndhæves".
Moukoko sparkede dødbolden på overliggeren, og kort efter hamrede Robert også et langskud på overliggeren – hvorefter Prince Amoako fik en stor chance i den anden ende, da han løb fri på et langt udspark, men Kotarski gik fornemt ud i ham og reddede.

FCN-mål 11 sekunder efter pausen
Uden at overdrive ret meget, kan man konstatere, at der skete mere i 1. halvlegs tillægstid, end i de første 45 minutter. Men hvad mål angik, skete der mere i de første 11 sekunder af 2. halvleg, end i hele 1. halvleg!
Længere gik der nemlig ikke, før Sindre Egeli opsnappede en vildfaren Gabriel-bold uden for vores felt, chippede bolden forbi tre-fire FCK’ere ind i feltet til Amoako, der sparkede den mellem benene på Kotarski.
En sjælden fejl af den stærke brasilianske stopper, men efter kampen tog Neestrup målet på sin kappe, for Gabriel havde forgæves bedt om at blive udskiftet i pausen, da han følte sig syg. Neestrup ville dog fastholde at spille med tre stoppere og mente ikke, at Suzuki endnu var klar til 45 minutter.

I pausen havde vi derfor "kun" sat Jordan ind for Robert, og Nordsjælland tog angriberen Villum Berthelsen ud og satte Stephen Acquah ind i en fem-backkæde, hvor Nicklas Røjkjær blev trukket ned som wingback.
En halvleg i undertal mod F.C. København er aldrig sjovt, og snart sad vi da også tungt på spillet, mens FC Nordsjælland havde rigeligt at gøre med at forsvare sig. Det er jo ikke sådan, deres dygtige boldspillere helst vil spille, og heller ikke sådan de bedst udnytter deres styrker på det hurtige underlag, men de forsvarede sig godt.

1-1 på Moukoko-hovedstød
Det kneb stadig for os at komme til chancer, men efter ti minutter valgte Neestrup at ændre til 4-4-2, så Gabriel og blev erstattet af Claesson. Uden at gøre den ændring til årsagen, så udlignede vi i hvert fald fem minutter efter.
Mattsson løftede bolden ud i højre side til Huescas, og han slog et glimrende indlæg, som Moukoko behandlede efter fortjeneste ved præcist at headede bolden ind ved fjerneste stolpe, hvor William Lykke ikke nåede ud.

Det blev også et vendepunkt i kampen, og det blev ikke nemmere for nordsjællænderne, at Amoako lidt efter udgik med en skade. Mens vi kortvarigt spillede 11 mod ni havde Jordan en udmærket afslutning, efter en fin hælaflevering fra Claesson, men Lykke nåede ned og redde til hjørne.
Vi fortsatte med at trykke godt på, og et kvarter før tid kom Zague og Cornelius ind for Huescas og Moukoko. Corners tilstedeværelse i feltet giver altid andre udfordringer end Moukokos, men om det var årsagen til, at vi straks scorede efter en dødbold, skal være usagt.
Hatzidiakos til 2-1
Mattsson slog et skruet frispark fra højre, som Garananga kom først på i feltet, og via en forsvarer dumpede bolden ned for fødderne af Hatzidiakos, der tog et touch og prikkede forbi Lykke til 2-1.

Lidt efter kom Garananga igen først på et indlæg, denne gang et Mattsson-hjørne fra venstre, men Lykke kom først på bolden, inden vi fik fat i den tæt under mål.
Med godt et kvarter igen plus tillægstid var der stadig lang vej hjem, og efterhånden som vi nærmede os de 90 minutter, satsede Nordsjælland selvfølgelig mere og mere på et comeback, mens vi sendte friske ben på banen i form af Zague og Clem for Huescas og Mattsson.
Det blev lidt uroligt til sidst, og da Graagaard lagde hele ti minutter til de 90, så kunne vi ikke bare læne os tilbage og føle os sikre på sejren.
I hvert fald ikke før, der var spillet 93.30, for da bankede Yoram Zague et langskud i nettet! Elyounoussi overrumplede hjemmeholdet ved hurtigt at tage et frispark i venstre side og ”fangede” dermed en stor gruppe rødblusede spillere i den side af banen, så Zague fik tid og plads til at overrumple Lykke med sit langskud.

Træværket i den anden ende stod for skud igen i 98. minut, da Peter Ankersen firsttimede bolden knaldhårdt på ydersiden af stolpen, men det blev ved 3-1 og tre dejlige point til tabellen.
Det var ikke lige smukt og sprudlende i dag, men det er kun anden gang siden 2011, at vi vinder to kampe i træk i Farum. Så med den historik – og vores pressede kampprogram - in mente, så tillader vi os at konkludere: whatever works!

Matchfacts
Fredag den 15. august 2025, kl. 18.00 på Right To Dream Park. 3F Superliga, 5. spillerunde
FC NORDSJÆLLAND-F.C. KØBENHAVN 1-3 (0-0)
46.: 1-0 Prince Amoako
59.: 1-1 Youssoufa Moukoko
75.: 1-2 Pantelis Hatzidiakos
90+4.: 1-3 Yoram Zague
6.687 tilskuere. Dommer: Lasse Læbel Graagaard
Advarsler: 36.: Robert Silva, 57.: Munashe Garananga, 86.: Caleb Yirenkyi, 86.: Yoram Zague, 87.: Noah Markmann
Udvisning: 45.: Tobias Salquist
Start-11: Kotarski – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Garananga, Meling – Mattsson, Lerager (anf.) – Elyounoussi, Moukoko, Robert
Slut-11: Kotarski – Zague, Hatzidiakos, Garananga, Meling – Larsson, Clem, Lerager (anf.), Elyounoussi – Cornelius, Claesson