Europæiske lodtrækninger – held eller uheld?

Identisk opvarmning for Club Brugge og FCK

Onsdag går det løs igen. Efter sejren over Esbjerg fB i 4. spillerunde af Superligaen, så er der onsdag aften atter europæisk fodbold på programmet, når F.C. København på Jan Breydelstadion møder belgiske Club Brugge i returopgøret i 3. kvalifikationsrunde til UEFA Champions League.

Af Jan Eliassen
Efter 0-0 i den første kamp i onsdags i PARKEN, så kan ingen af holdene for alvor bruge det samme resultat til noget. Club Brugge skal score for at gå videre, F.C. København skal score for at gå videre, og scorer begge mandskaber – og scorer de lige mange gang – så er det heldigvis Byens Hold, der går videre på reglen om flest udebanemål.

Alt er altså åbent, men vi ved jo fra besøget i december 2008, at det sagtens kan lade sig gøre at besejre Club Brugge på eget græs, for dengang kunne F.C. København både tage hjem med en 1-0 sejr og en plads i forårets afgørende kampe i UEFA Cuppen.

Identiske optakter for de to tophold
I den forgangne weekend varmede både Club Brugge og F.C. København op til onsdagens kamp med en sejr i den hjemlige liga. F.C. København vandt som bekendt udekampen mod oprykkerne fra Esbjerg med 2-1, og kravlede dermed op på 1. pladsen i Superligaen – en plads de dog kan miste, eller dele med SønderjyskE, alt afhængigt af hvordan det går sønderjyderne mandag aften mod AC Horsens.  

Club Brugge mødte ligeledes en oprykker, Charleroi, på udebane – og Club Brugge kunne også tage hjem med en
et-måls sejr. I kampen mod Charleroi kom Thomas Meunier for anden gang i denne sæson på måltavlen. Efter et hjørnespark og lidt driblerier på baglinien, endte bolden hos Meunier lige uden for feltet, han sparkede på mål – og heldigvis for ham og Club Brugge, så snittede den en Charleroi-forsvarer, og gik i mål uden chance for hjemmeholdets keeper. Cirka fem minutter efter blev Victor Vazquez så udvist, for noget der mindede om Claudemirs udvisning fra FC Midtjylland kampen, men på trods af at Club Brugge måtte spille 65 minutter med 10 mand mod 11, så lykkedes det dem at holde hjem, og med sejren ligger Club Brugge og Zulte-Waregem på en delt 1. plads, begge mandskaber har seks point og 4-1 i målscore.

Af danskerne i Club Brugge var det kun Jim Larsen der var på banen. Han fik samtlige 90 minutter, mens både Zimling og Jesper Jørgensen sad udenfor med skader. 

Så Club Brugge slog Charleroi og F.C. København slog Esbjerg fB, og da både Esbjerg fB og Charleroi rykkede op som vindere af den næstbedste division i sidste sæson, så må det siges, at de to klubber har haft noget nær identisk succesfulde opvarmningskampe inden onsdagens returkamp i 3. kvalifikationsrunde til UEFA Champions League.

Jan Breydelstadion
Kampen spilles, i lighed med kampen mod Club Brugge i 2008, på det lokale Jan Breydelstadion, en stadion der har plads til lige knapt 30.000 tilskuere.

Både Club Brugge og Cercle Brugge har Jan Breydelstadion som hjemmebane i den belgiske Jupiler League.

Jan Breydelstadion bærer sit navn efter en modstandsmand og en flamsk nationalist fra det 14. århundrede. Han blev dengang kendt for en række oprør omkring Brugge, og har man lyst kan han ses på en statue på Grand Place i Brugge. På statuen er han "afbildet" sammen med sin makker under oprørene, Pieter de Coninck.